Den fyrede Kvickly-direktør Per Thau begræder at skulle skilles fra supermarkedskæden. Jeg var kun halvvejs med arbejdet, siger han.
1. september 2009, 14:41 – opdateret 18. maj 2012, 15:50
Kvicklys hidtidige chef, Per Thau, som netop har fået stukket en fyreseddel i hånden, vil ikke kommentere de uenigheder, der ligger til grund for fyringen.
”Vi har indgået en aftale om, at jeg ikke må sige noget om de fremadrettede planer,” siger en tydeligt skuffet Per Thau.
Han lægger ikke skjul på, at han føler sig hevet væk fra posten, inden han nåede at fuldføre projektet.
”Jeg er oprigtigt ked af det, men sådan er gamet jo,” siger han.
Supermarkedskoncernen Coop, der ejer Kvickly, valgte tirsdag at der efter en større rokade i toppen ikke længere var plads til Per Thau.
Jesper Faurholdt, der kommer fra en stilling som nonfood-direktør i Coop, overtager ledelsen af Kvickly.
Problembarnet Kvickly
Den fyrede direktør erkender, at Kvickly historisk set har haft det svært, selvom det er gået bedre de sidste tre år. På spørgsmålet om Kvickly er Coops problembarn, siger han:
”Ja, det er rigtigt, at det er dér, underskuddet har været. Men jeg ser samtidig Kvickly som den del, af koncernen, der har størst muligheder,” siger Per Thau og henviser til, at Kvickly er den kæde, der har vundet flest markedsandele de seneste tre år.
Det er endnu for tidligt at sige, hvad Per Thau nu skal lave. Men han håber på, at vende tilbage til detailbranchen.


























































