Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vindmøllebranchen jubler over offshore-fremgang

De har svært ved at få armene ned i vindmølleindustriens brancheorganisationer.

Det skyldes nye tal for den installerede offshore-kapacitet i Europa, som steg med 54 pct. i 2009.

- Det er et fantastisk godt resultat, når man tager de fortsatte besværligheder med at få projektfinansiering til større projekter, siger Christian Kjær, administrerende direktør for den europæiske vindmølleorganisation, EWEA.

Han advarer dog samtidig om, at det er vigtigt, at EU-Kommissionen sørger for politiske rammer, der stimulerer investor-interesse.

I den danske brancheforening, Vindmølleindustrien, glæder man sig specielt over, at danske Vestas og tyske Siemens (hvis vindforretning i al væsentlighed er i Danmark) leverede 89,5 pct. af den nyinstallerede kapacitet.

- Det er glædeligt at se, at den danske vindmølleindustri er så massivt til stede på det europæiske og danske offshore marked. Det har været et ualmindeligt godt år, og det bestyrker Danmarks førende position som vindmølleland, siger Vindmølleindustriens administrerende direktør Jan Hylleberg.

Også han benytter dog lejligheden til at sende en hilsen til politikerne.

- For at fastholde den danske vindmølleindustris gunstige position kræver det, at vi får en politisk afklaring for de langsigtede mål for udbygningen frem mod 2020 samtidig med at vi får udviklet den nødvendige infrastruktur, siger Jan Hyllebjerg.

Statistikken viste, at der blev installeret 577 MW i otte separate offshoreparker i Europa i 2009.

Vindmølleindustrien venter, at offshore-markedet i Europa vil vokse med 75 pct. til ca. 1000 MW i 2010, og at offshore-møller vil tegne sig for omkring 10 pct. af den årlige opsætning af vindmøller.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu