Vestas-topchef Ditlev Engel afviser aktiemarkedets mistillid.
11. februar 2010, 05:01
2009 var det bedste år nogensinde for Vestas. Hvorfor det?
»Det skyldes primært to ting. Dels at vi har eksekveret de ordrer, vi har fået, fornuftigt. Men samtidig skyldes det også, at vi hele tiden bliver bedre og bedre i Vestas. Blandt andet har vi langt mindre garantihensættelser, men generelt er der mange pile, der peger i den rigtige retning i Vestas.«
Og hvorfor udbetaler I intet udbytte i det bedste år nogensinde?
»Det er bestyrelsens vurdering, at det ikke lige er tiden for det. Vi har sådan set også nok at bruge pengene på.«
Du præciserer forventningerne til 2010. Men aktiemarkedet har stadig mistillid til dig. Hvordan har du det med det?
»Vi kan ikke gøre andet end at fortælle folk, hvad vi ser, og vi lever med lidt støj på den korte bane. Hvis du ser, hvor langt vi har flyttet os fra et underskud i 2005 til et historisk stort driftsoverskud nu, så troede ingen dengang, at vi kunne gøre det. Men det har vi lige gjort.«
Hvad vil du gøre for at rette op på den mistillid?
»Jeg kan ikke gøre meget andet end at sige, hvad jeg ser og tror på. Vi sætter os altid meget ambitiøse mål i Vestas og melder klart ud. Det giver så nogle diskussioner.«
Analytikerne tror ikke, I kan nå jeres mål om en ordrevækst på 180 procent i 2010. Hvordan vil du overbevise dem?
»Vi mener sådan set, at 2009 var et unaturligt lavt år. Derfor mener vi, at man skal se 2009 og 2010 sammen, og så vil man opleve, at der er mange udskudte ordrer. Vores ordredefinition giver heller ikke et helt retvisende billede af markedet. Vi offentliggør først ordrer, når vi har en ordre fast og ubetinget. Det betyder, at vi ikke har oplevet nogen aflyste ordrer i 2009, da vi er meget påpasselige. Men samtidig kan vi heller ikke give det fulde billede af ordresituationen.«
Tager analytikerne fejl?
»Det kan vi først se, når året er gået. Jeg kan dog konstatere, at vi i det forgangne år levede helt op til vores forventninger om overskuddet af driften med et plus på 856 millioner euro.«
I 2009 var der også store diskussioner om holdbarheden af jeres mål. Hvorfor bliver det ved?
»Vi går meget konkret ud og fortæller, hvad vi gerne vil, og så kommer diskussionerne efterfølgende. Sådan er spillereglerne, men jeg synes faktisk, at vi er et meget gennemsigtigt selskab.«
Irriterer det dig, at der bliver sat spørgsmålstegn ved dine forudsigelser?
»Det er fair nok. Det mener de, og vi mener så noget andet. Vi kigger på tallene og laver vores forudsigelser ud fra det.«
Det forlyder, at I vil sælge virksomhedsobligationer for at skaffe kapital. Hvorfor er der behov for det?
»Vi er gældfri og har en meget stærk balance. Det giver os en stærk position, og i den forbindelse overvejer vi forskellige muligheder. Vi har ikke taget nogen beslutning, men vi afsøger blot vores muligheder. Vi skal jo klare os selv. I modsætning til mange af vores konkurrenter kan vi ikke ringe og bede om hjælp, da vi ikke er en del af en større koncern.«
Hvordan bliver 2010 for Vestas?
»Der bliver mindre vækst i 2010. Meget af den finanskrise, som folk frygtede ville ramme i 2009, rammer først vores industri i 2010. Til gengæld ser vi gode vækstmuligheder i årene derefter.«
Meget afhænger af USA i 2010 for jer. Hvordan vurderer du udsigterne for 2010 i USA?
»Vi forventer, at 30 procent af vores ordreindgang i år skal komme fra USA. Vi oplevede jo ikke bare en tilbagegang men et regulært »crash« på det amerikanske marked i 2009. Vores ordreindgang i USA er nærmest faldet 100 procent. Men vi oplever, at meget er blevet udskudt til 2010, og derfor regner vi med en vækst i ordreindgangen igen i USA.«


























































