Wall Street Journal bruger hel side i juleudgaven til at beskrive Legos salgssucces og topchefens evner
28. december 2009, 17:34 – opdateret 28. december 2009, 17:35
Legos topchef Jørgen Vig Knudstorp kan krone et forrygende julesalg med et helsides interview i juleudgaven af den ansete amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal.
Her får Lego-chefen lejlighed til i en lang rosende artikel at fortælle om baggrunden for Lego succes hos både børn og voksne. Det er Legos dobbelte fokus på den traditionelle legoklods og kombinationen med kendte brands som Star Wars, Indiana Jones og Toy Story, der får æren for succesen. Lego tager det bedste af begge verdner, lyder det fra Jørgen Vig Knudstorp. Det gælder også de populære Lego Star Wars videospil.
"Her har du en kategori, som mange forældre opfatter som ikke særligt kreativt, og ikke særligt godt for deres børn, men når det bliver til Lego, så siger de: Ok, nu føler jeg mig mere tryg - nu det er Lego plus Star Wars. Det har fordelene fra begge verdner. To plus to er pludselig blevet fem," siger Jørgen Vig Knudstorp til Wall Street Journal.
Ifølge avisen er det lykkedes Lego at øge salget i årets første halvdel med 23 pct til 4,37 mia. danske kroner, mens det globale legetøjsmarked er faldet i samme periode med 5 pct.
Umiddelbart før jul kom det også frem i danske medier, at Lego har øget salget op til højtiden med op til 40 pct på de vigitge markedet i USA og Storbritannien.
Lærer for børn og konsulent
Læserne af Wall Street Journal får også beskrevet, hvordan den "tidligere børnhaveklasselærer og konsulent hos McKinsey" Jørgen Vig Knudstorp i 2004 som ny topchef blev mødt af et Lego i krise. Men han fik ifølge avisen vendt skuden ved hjælp af fyringer og udflytning af store dele af produktionen til først Tjekkiet og nu også Mexico.
Han fik også tyndet ud i ledelseslagene og skåret ned på de såkaldte livsstils-pordukter, så som ure, tøj og dukker, skriver avisen.
Lego er dog kun en svag treer på det globale legetøjsmarked, efter Mattel og Hasbro, skynder avisen sig dog at pointere. De to konkurrenter er henholdsvis næsten dobbelt og tre gange så store som Lego.
Kræver engagement
Europa er fortsat Legos største marked, men Lego oplyser til avisen, at de har omkring en tredjedel af deres totale salg i USA. Endnu er markedsandelen på legetøjsmarkedet dog kun 3.5 pct.
Og mens både forældre og børn tager mod klodserne med kyshånd, så er udbredelsen i USA stadig begrænset til de få. To millioner husstande står således for halvdelen af alle Lego-køb i USA.
Ifølge Jørgen Vig Knudstorp skyldes det bl.a., at Lego kræver engagement.
"Mange børn kan nemt bliver frustrerede over oplevelsen med Lego. Vi kalder det "Fun, but hard fun," siger han til avisen.
Som bevis for, at også voksne er vilde med klodserne, så har Wall Street Journal også lagt et videoindslag på deres website, hvor voksne med stor iver leger med Lego. Også her får Jørgen Vig Knudstorp lov til at udlægge teksten.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten