I Storbrittanien har man en ganske særlig indikator på hvordan julesalget vil udvikle sig – og det ser ikke glædeligt ud i år.
10. september 2010, 08:35 – opdateret 10. september 2010, 08:41
Hvert år hyrer den britiske møbel- og elektronikkæde Argos et antal ekstra-medarbejdere til at hjælpe med julesalget.
Og præcis hvor mange ekstra hænder, der bliver ansat til at hjælpe med at ekspedere og pakke gaver ind i Argos, bliver fulgt ganske nøje af den britiske detailbranche. Her betragter man nemlig Argos juleassistenter som en foreløbig indikator for, hvad man kan vente sig af det vigtige julesalg.
Færre medarbejdere der skal arbejde færre timer
Og tror man på Agros som spåkugle, ser julen 2010 ikke lovende ud.
I 2008 hyrede kæden 20.000 ekstra medarbejdere, sidste år var tallet nede på 12.000 og i år skal der bare ansættes 7.000 juleassistenter, der oven i købet skal arbejde fem procent færre timer. Det skriver The Guardian.
Læs også: Detailbranchen tøver med nyansættelser
Konkurrence fra dagligvaresektoren
Problemet er, forklarer Terry Duddy, topchef i Home Retail Group, der ejer Argos, at den store, brede masse af forbrugere er blevet hårdt ramt af recessionen og stadig ikke er kommet sig over det.
For Argos, der ligger i den prismæssigt lave ende, er problemet dog også en øget konkurrence. Supermarkedskæder som Tesco sælger mere og mere elektronik og boligtilbehør i deres non-food afdelinger, og da briterne alligevel skal ind og købe smør til deres scones og te, er det nærliggende at købe det lommekamera tante Marge ønsker sig til jul der.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten