Den britiske dagligvaresucces Tesco trodser krisen med bravour og kom ud af 2008 med sit hidtil bedste regnskab. Kæden solgte for godt 8 milliarder kroner om ugen i det forgange år.
21. april 2009, 15:12 – opdateret 21. april 2009, 17:00
Tesco, Storbritanniens største supermarkedskæde og en af verdens hurtigst voksende dagligvaresucceser, kunne i dag offentliggøre et rekordregnskab.
Overskuddet før skat landede på 24,7 milliarder kroner, og det var lykkedes Tesco at sælge for 1 milliard pund eller 8,4 milliarder kroner om ugen hele året. Det skriver Times Online.
Samlet set steg salget altså 13,5 procent til 59,4 milliarder pund eller 500 milliarder kroner.
Tesco er dog ikke gået fri fra finanskrisen og har i de forgange måneder måtte vinke farvel til kunder, der har søgt billigere græsgange hos discountkonkurrenterne i Asda, Morrisons og Lidl.
Oversøisk har Tesco også haft det hårdt. De amerikanske butikker gav i 2008 et underskud på hele 62 millioner dollars, men Tesco er fortsat optimistisk og vil ekspandere sig vej ud af problemet.


























































