En indkøbsvogn, der fortælle dig, om det er sunde vare, du lægger i vognen, kan være på vej ud i de danske supermarkeder.
2. april 2009, 19:58
Hvad siger du til at have indkøbsvognen med på råd, når du handler ind i det lokale supermarked?
Spørgsmålet kan lyde mærkeligt, men kan ikke desto mindre være relevant inden for den nærmeste fremtid. To studerende fra Aalborg Universitet har nemlig udviklet en indkøbsvogn, der kan hjælpe forbrugeren med at vælge sundere vare.
De to studerende Ole Kallehave og Nino Tiainen fra universitetets informatikstudie har udviklet prototypen på den sundhedsbevidste og interaktive indkøbsvogn som led i deres speciale. De to har haft som målsætning at designe et system, som motiverer folk til at handle sundere, når de står i butikken.
- Prototypen henter ernærings-oplysninger om varerne i en database. Hvis det valgte produkt er usundt, foreslår systemet en række sundere alternativer, forklarer Ole Kallehave.
12 personer er blevet sendt på indkøb i et supermarked, for at teste det nye system. Og de var ikke utilfredse, med det de oplevede.
- Deres indstilling var generelt meget positiv over for idéen om at få hjælp til sundere indkøb. Og nogle af vores mest sundhedsbevidste test-forbrugere blev overraskede over, at de varer, de troede var sunde valg, ikke var så sunde endda, fortæller Nino Tiainen.
Computeren på vognen inddeler varerne i tre kategorier. Det man skal spise mindst, mindre eller mest af. Den er også i stand til at tilbyde et alternativ, hvis der findes et sundere alternativ til den valgte vare.


























































