Som den første af de store danske detailkæder er tøjbutikken Deres nu gået online med salget. Deres samarbejder med netsalgs-pionererne fra Smartguy.dk.
24. juni 2008, 11:01 – opdateret 24. juni 2008, 11:23
Onlinesalget af tøj har igennem længere tid været for opadgående, men indtil videre har de store danske detailkæder værgret sig mod internet-salget.
Nu kaster detailkæden Deres sig dog over onlinemarkedet, men får god opbakning fra nogle af detailhandlens mere erfarne e-handlere.
Deres skal således samarbejde med Smartguy.dk, der er en af Danmarks største tøjbutikker, men udelukkende findes på nettet, om at drive online franchise butikker med Deres’ tre forskellige koncepter.
”Som nogle af de første i markedet, vil Deres.com give os et utal af nye spændende muligheder, blandt andet vil vores kunder dagligt kunne besigtige og købe de sidste nye kollektioner. Aftalen med SmartGuy.dk er et samarbejde imellem en dygtig, ung og hurtigt voksende Internet virksomhed og en 51-årig kendt detailvirksomhed’’, siger Brian Kristoffersen, der er direktør i Deres Design A/S.
Kritik for at være gammeldags
Hos Smartguy.dk har direktør Nicolai Kærgård store forventninger til samarbejdet med Deres.
”Vi er glade for den tillid, som Deres Design har vist os ved indgåelse af denne aftale og ved at lade os drive deres netshop. Vi har opbygget en stor erfaring med nethandel og modetøj og kan nu benytte denne aftale til at geare vores forretning betydeligt” forklarer han.
Den etablerede del af detailbranchen blev for nylig kritiseret af de nyere spillere på e-handels-området for at være gammeldags og fastlåst i sit syn på nethandel, som indtil videre ikke er blevet en fast del af branchen.
Panden mod en mur
I den forbindelse sagde Nicolai Kærgaard, der har været med i Smartguy.dk siden begyndelsen for otte år siden, at han godt forstod nogle af branchens nye spillere i deres frustrationer.
”For det første er det svært at bryde igennem på internettet, for der er mange banebrydende ting at vælge imellem, og for det andet så er modebranchen den mest snobbede og besværlige af alle detailbrancherne, hvor det nogle gange er lige før, at selv kunderne skal ligge på knæ for at få lov til at købe varerne,” sagde Nikolaj Kærgaard, der også påpegede, at starten ikke var let for Smartguy.dk, der i dag kan præsentere en årlig tocifret millionomsætning.
”Det er en meget gammeldags branche, og hvad angår internettet er branchen slet ikke vågnet på endnu. Vi følte i lang tid, at vi løb panden mod en mur."


























































