14. december 2009, 08:08

Kulkraftværker. Uran- og guldminer. Atomkraft. Og virksomheder, der producerer genmodificerede organismer. Det lyder ikke umiddelbart miljøvenligt, bæredygtigt eller grønt, men ikke desto mindre er det en del af netop de mest miljøvenlige investeringsforeningers investeringer.

Flere af investeringerne er endda i virksomheder, der står på såkaldte sorte lister over selskaber, man ikke bør investere i, fordi de er involveret i kontroversielle teknologier under anklage for at true miljøet eller klimaet.

Det er konklusionen, efter at Berlingske Business har gennemgået samtlige danske investeringsforeninger under kategorien miljø & klima hos analysevirksomheden Morningstar. Der er ialt seks foreninger, der fokuserer på miljø og klima, og det er kun Nordeas, der ikke har omstridte investeringer, men det kan skyldes, at den er så ny, at porteføljen ikke er færdig.

Løftede øjenbryn

Lektor på Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Winni Johansen, rynker øjenbrynene over nogle af investeringerne:
»Jeg tror, mange danskere er overraskede over, at investeringsforeninger, der markedsfører sig på at investere miljøbevidst eller bæredygtigt, også placerer pengene i eksempelvis selskaber med kulkraftværker. For kan man tillade sig at kalde det for bæredygtigt? Det vil ikke alle være enige i,« siger Winni Johansen.

Klimainvesteringer er en trend, og fire af foreningerne er da også stiftet i år. To af dem – fra Danske Invest og Nordea Invest – så sent som i november og i alt er der nu 1,3 mia. kr. i sådanne danske fonde.

Danmark halter som resten af Norden lidt bagefter Tyskland og Benelux-landene, men man skal ikke tage fejl af, at det er en global trend, der blot vil tage fart de kommende år. Kigger man på de midler, der bliver forvaltet under FNs principper for ansvarlige investeringer, er de vokset fra 14.000 milliarder dollar til 18.000 milliarder dollar det seneste år.

Men det er ikke uden faldgruber, når investeringsforeninger præsenterer sig som bæredygtige, miljøvenlige eller grønne:
»Man risikerer hurtigt at løbe ind i situationer, hvor der ikke er overensstemmelse mellem signalværdierne og den virkelige verden. Og det kan blive ret problematisk,« siger Winni Johansen.

Hun understreger, at hun ikke vil tage stilling til, om det er o.k., at de fem investeringsforeninger brander sig under miljøets hellige navn. Det kræver en minutiøs gennemgang af samtlige investeringer og foreningernes markedsføringsmetoder og prospekter.

En del af dem har lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, Steen Vallentin, kigget igennem. Han er ikke faldet over decideret vildledende markedsføring:
»Jeg hæfter mig ved, at investeringsforeningerne bruger meget åbne formuleringer i deres prospekter. På den måde er de svære at komme efter efterfølgende, da det ikke står særlig klart, hvad det egentlig er, de lover,« siger Steen Vallentin.

Umiddelbart stiller investeringsforeningerne ikke videre restriktive krav til de virksomheder, de investerer i. Eksempelvis nævner Sydinvest, at foreningen vil investere i virksomheder, som »har aktiviteter inden for klima og miljø«, men det har mange virksomheder i dag – ofte sideløbende med at de er involveret i miljøskadelige aktiviteter.

Her bør investeringsforeningerne melde ud, hvor stor en del af virksomhedens aktiviteter, der skal være klima- og miljøvenlige. Ellers bliver det legitimt at investere i energiselskaber med meget lidt vedvarende energi.

Danske Invests materiale er mere præcist i formuleringen af krav til deres investeringer:
»De siger eksempelvis noget om andelen af energi, der kommer fra atomkraft, og det er godt. Der er mange holdninger til atomkraft, men det vigtige i denne forbindelse er, at der bliver meldt klart ud, så investorerne har noget konkret at forholde sig til,« siger Steen Vallentin.

Ikke for de frelste

Berlingske Business har talt med flere af investeringsforeningerne. De gør alle en dyd ud af ikke at være hellige og gennemsyret af farven grøn. Danske Invest understreger kraftigt, at den i markedsføringsmaterialet netop skriver, at der ikke er tale om en grøn afdeling.

teringer, bør man gå et andet sted hen. Og LD Invest fortæller åbent om nogle af de investeringer, som på ingen måde kan kategoriseres som grønne.

Problemet er bare, at åbenheden kun når frem til de personer, som virkelig bruger tid og kræfter på at sætte sig ind i tingene. Resten regner med, at investeringsforeninger, som kategoriseres under miljø og klima, ikke har snavs på hylderne:
»Jeg kan godt forstå, hvis folk undrer sig over, at der er ting som A-kraft og kulkraft i porteføljerne. Men det afspejler også, at området stadig er nyt, og at mange ikke har udviklet en forståelse af, at tingene ikke er sort/hvide. Der er mange gråzoner og ikke ét rigtigt svar,« siger Thomas Huusom, direktør i den danske afdeling af Sarasin, en schweizisk bank, som har specialiseret sig i bæredygtige investeringer.