Danmarks førende producent af slik og chokolade, Toms, frygter for fremtiden, hvis afgiften på sukkerholdige fødevarer fordobles. Øget illegal import og mere grænsehandle med slik bliver konsekvensen, mener selskabet.
21. april 2009, 16:30
Det skal være betydeligt dyrere at spise chokoladeskildpadder og Pingvinblanding, hvis det står til Forebyggelseskommissionen. Den foreslår, at afgiften på sukkerholdige fødevarer og sodavand fordobles i forhold til 2009-niveau.
Men det er en rigtig dårlig idé, mener adm. direktør Jesper Møller fra Toms-koncernen. Dels vil det kostet Toms, der henter største delen af sin omsætning i Danmark, dyrt. Dels vil det få flere danskere til at køre over grænsen efter billig, udenlandsk produceret slik, ligesom den illegale import af udenlandsk slik til dele af kioskbranchen vil vokse.
»Vi er det eneste land i EU, der har en afgift på konfektureprodukter, og den er oven i købet på vej til at blive sat op i forbindelse med skattereformen. Vores produkter vil blive dyrere, og derfor få endnu sværere ved at konkurrere med grænsehandel. Samtidig vil en øget afgift øge incitamentet til illegal import af udenlandsk produceret slik,« siger Jesper Møller.
Vil finde billigere alternativer
Han understreger, at han er meget enig i regeringens og Forebyggelseskommissionens målsætning om, at danskerne skal motionere mere og have sundere kostvaner. Men dyrere slik og chokolade er ikke vejen frem.
»Fedmeproblemerne i Danmark skyldes i højere grad generel overspisning og madvaner, der i stadig stigende grad nærmer sig de amerikanske. Det ændrer sig ikke, selvom slik bliver dyrere. Har folk trang til kulhydrater, finder de bare billigere alternativer,« mener Jesper Møller, der mener, at fokus skal ligge på mere motion og information, der kan får folk til at spise mindre og sundere.
Må måske lukke
Jesper Møller lægger ikke skjul på, at en fordobling af afgiften på sukkerholdige fødevarer kan få alvorlig økonomisk betydning for Toms, som allerede i dag mærker den øgede fokus på sukkeret skadelige virkninger og fedmedebatten.
Sidste år faldt Toms omsætning med 3,3 pct. til 1,34 milliarder kr., mens resultatet af den primære drift faldt fra 97,5 millioner kr. i 2007 til beskedne 21,8 millioner kr. i 2008.
Samtidig faldt det samlede konfekturemarked i Danmark med fire pct. sidste år.
»En så kraftig afgiftsstigning, som Forebyggelseskommissionen lægger op til, vil naturligvis skubbe yderligere til den markedsudvikling, og så kan vi jo i princippet regne os frem til, hvornår vi må lukke forretningen,« siger Jesper Møller.


























































