Det største oliefund i Nordsøen i et årti kan være gjort ud for den skotske østkyst. Fundet kan genoplive interessen for området.
6. juli 2010, 15:39
En kreds af engelske firmaer har gjort et oliefund i Nordsøen, der sandsynligvis er det største i 10 år. Fundet, der er gjort på det såkaldte Catcher felt ud for Skotlands østkyst, kan indeholde op til 300 mio. tønder olie. I så fald vil det være det største fund i den engelske del af Nordsøen siden Buzzard-fundet i 2001.
Yderligere boringer i den nærmese tid vil afgøre, om fundet kan vise sig at at være endnu større. Geologer udtaler til den skotske avis the Scotsman, at fund af denne type kan rumme op til 800 mio. tønder olie.
Læs også: Mærsk finder mere olie i Nordsøen
Selv om fundet er gjort i den engelske del af Nordsøen, kan det vise sig at være gode nyheder for blandt andet danske DONG Energy, der de seneste år har investeret massivt i felter i Nordsøen og i området west of Shetland på grænsen mellem Nordsøen og Atlanterhavet.
Disse felter har DONG købt forholdsvis billigt, da interessen for Nordsøen de senere år har været nedadgående for store olieselskaber som Shell, BP og Total. Prisen på licenser i området kan dog snart stige kraftigt som følge af det nye fund, vurderer eksperter i oliesektoren.
"Området har oplevet en nedadgående interesse, efterhånden som felterne løb tør og de store aktører i oliebranchen begyndte at koncentrere sig om andre område som Afrika, den Mexicanske Golf og Sydamerika. Men et fund af denne størrelse kan vise sig at gøre området til en rigtig god forretning for mindre aktører," siger olie-analytiker Peter Hitchens til the Scotsman.





























































