Planloven sætter restriktioner på byggeekspansionen udenfor for bymidterne i Danmarks yderområder. Det skaber harme hos bl.a. Elgiganten, der mener, at Udkantsdanmark går glip af værdifuld og tiltrængt vækst.
3. september 2010, 10:48
Udkantsdanmark og mellemstore byer har længe skreget på flere arbejdspladser og generel vækst. Men planloven sætter et brat stopper for den mulighed ifølge flere detailhandlere, som desperat ønsker at ekspandere i yderområderne. Loven tilskriver nemlig, at der i byer, som har mellem 20.000 og 40.000 indbyggere, ikke må bygges varehuse på over 5.000 kvadratmeter uden for bymidte, mens det til gengæld er lovligt at bygge et på 2000 kvadratmeter. Det skal dog ske i centrum af den pågældende by. Og det er et kæmpe problem for dansk detailhandel, hvis man spørger Karsten Pedersen, der er direktør i Biltema.
”Der er ikke noget vi hellere ville end at ekspandere i Udkantsdanmark. Den eneste grund til vi ikke har bygget flere butikker er, at det er svært at finde de der byggemuligheder i den rigtige størrelse. Det er begrænset til de større byer og det lægger en dæmper på ekspansionen. Det er uinteressant for os at have en butik af vores kaliber inde i byen blandt andet på grund af de trafikale forhold. Vi vil gerne bygge butikker, der er 5000 kvadratmeter, men det er umuligt i centrum. I Aalborg talte man på et tidspunkt om at lægge Ikea ind i midtbyen. Det er jo håbløst, når de har omkring 800.000 kunder. Når man handler i IKEA har man som regel brug for en bil, men det skaber enorme trafikale problemer. Man kan jo ikke tage sin sofa med i S-toget,” siger Karsten Pedersen, der bakkes op af Jesper Boysen, som er administrerende direktør i Elgiganten.
”Bymidterne er på ingen måde dimensionerede til at kunne komme ind med store lastbiler. Vi kan jo ikke bygge et stort varehus. Jeg ved ikke, hvad politikerne havde forestillet sig. Vi sælger altså for ca. 300 millioner kroner i vores varehus. Prøv at forestille dig, hvor mange vaskemaskiner og tv-apparater det er. Det skal ligeså vel ud som det kommer jo til at skabe et kaos i bymidterne.”
Planlov sikrer små købmænd
Debatten om udkantsområderne har længe kørt i højeste gear. Vandringen fra land til by er mere udtalt end nogensinde. Højtuddannede flygter fra provinsen, og det er umiddelbart svært at få øje på potentielle vækstmuligheder i Udkantsdanmark. Karsten Pedersen og Jesper Boysen mener, at planloven er en decideret stopklods for væksten i provinsen, men direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, vil en afskaffelse af planloven have den stik modsatte effekt.
”Hvis nogle af de store virksomheder opfører butikker i for eksempel Holstebro, så bliver Holstebro pludselig en mere attraktiv handelsby end Aulum, Lemvig, Ringkøbing, Skruer og hvad der ellers ligger i det område. Er det til fordel for Udkantsdanmark? Det mener jeg ikke. Man skaber faktisk en situation, som gør det endnu mere vanskeligt for de små byer,” lyder det fra John Wagner, der er en stor fortaler for planloven.
”Hvis ikke vi havde planlovgivningen, så ville dansk detailhandel se fuldstændig ud som i Sverige og USA, hvor al butiksliv vil blive koncentreret omkring de største byer på bekostning af de mindre bysamfund. Det vil totalt dræbe bymidterne. Hvis du f.eks. går ind i Jönköping i Sverige, så er det et forhistorisk museum. I Tyskland, England, Frankrig og Spanien har man også planlovgivning og gudskelov for det,” siger John Wagner.
John Wagner frygter at en afskaffelse af planloven vil aflive det lokale købstadsmiljø, men det er der ingen reel frygt for, hvis man spørger Jesper Boysen.
”Jeg tror ikke, at Elgiganten vil kunne lukke de lokale småbutikker, for så havde det altså allerede sket. Og vi har altså eksisteret siden 1996. Vi har mange steder ligget hånd i hånd med forretninger som Fona, Merlin Punkt 1 og Skousen, og det har sådan set været plads til alle. Så historikken viser altså ikke, selvom vi bygger et 5000 kvadratmeter stort varehus, at vi slår vi alt andet ihjel.”
”Vi lever i et land, hvor der er fri konkurrence. Ganske enkelt. Hvis man har et butikskoncept, kunderne simpelthen ikke vil handle i, så synes jeg det er beklageligt, at man har en lovgivning, der blokerer for andre, der gerne vil til. Planloven strider simpelthen mod, hvad kunderne vil have, og jeg mener afgjort, den skal afskaffes,” slutter Boysen.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten