Smykkekoncernen Pandora fremviser imponerende vækstrater i sit halvårsregnskab der også afslører at det kostede 50 millioner kroner at fusionere med Jesper ”Kasi” Nielsen.
19. august 2010, 13:03 – opdateret 19. august 2010, 13:05
De langer charmsarmbånd, ringe og halskæder over disken i et imponerende tempo.
Smykkekoncernen Pandora, der først blev kendt for netop at producere et charmsarmbånd, kan fremvise imponerende vækstrater i sit halvårsregnskab for første del af 2010.
Læs også: Gule og røde kort til Kasi-Jespers regnskab
Omsætningen steg med intet mindre end 104,5 procent i forhold til samme periode året før til godt 2,6 milliarder kroner, og bruttoresultatet steg 98 procent til 1,8 milliarder kroner.
Egen-distribution godt for forretningen
Pandora forklarer selv fremgangen med en stigende efterspørgsel på allerede etablerede markeder og en voldsom ekspansion på nye markeder.
Og så har det hjulpet gevaldigt på bundlinjen, at Pandora selv har overtaget en stor del af distributionen.
Læs også: Kasi-Jesper vil ind i Brøndbys ledelse
”Det strategiske fokus på at øge kontrollen med distributionsnetværket har påvirket resultatet for regnskabsperioden, således at en sammenligning mellem de to perioder ikke nødvendigvis er meningsfuld eller retningsgivende for den fremtidige vækst,” skriver smykkevirksomheden i halvårsregnskabet.
50 mio. til Kasi-Jesper
Før kapitalfonden Axcel kom til var salget af de populære smykker spredt ud på en række distributører på forskellige markeder – herunder Jesper ”Kasi” Nielsen, der herhjemme er kendt som sponsor for fodboldholdet Brøndby IF.
Men de seneste par år har Pandora selv vundet større magt over distributørledddet og senest også over Kasi-Jesper. Smykkekoncernen og Brøndby-drengen fusionerede således i januar i et fælles selskab der står for distributionen af smykkerne i Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland og Italien.
Læs også: Bankdirektør overtager fodboldklub
En god aftale for Pandora, der dermed fik 51 procent af ejerskabet af selskabet plus en option på at købe resten, men åbenbart også en ganske god aftale for Kasi-Jesper. Af regnskabet fremgår det nemlig, at det kostede Pandora 50 millioner kroner at indgå en aftale med Brøndby-sponsoren om at lave det nye, fællessejede distributionsselskab.
”Bruttomarginen udgjorde 70,0 procent og var negativt påvirket af en engangsomkostning på DKK 50 mio. i forbindelse med købet af koncernens tidligere uafhængige tyske distributør,” skriver Pandora således.


























































