Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Oliekatastrofe kan stille Maersk Oil stærkere

En anelse i strid med det umiddelbart logiske kan oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf være god for A.P. Møller - Mærsks olieselskab Maersk Oil.

Selskabet er nemlig særdeles dygtigt til den slags dybvandsboringer, der gik galt for BP på Deepwater Horizon, og det kan betyde konkurrencemæssige fordele, hvis reguleringen fremover bliver strammere. Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

- Deepwater Horizon skete jo på dybt vand, og det er netop et af de områder, hvor Maersk Oil er stærkere end konkurrenterne. De er netop gode til at lave brønde, som har karakteristika som Deepwater Horizon. Man kan sige, at hvis man skulle forbyde alt à la Deepwater, så ville det ramme Maersk forholdsvis hårdere end alle andre. Men da de er særligt gode til det, kan det give en relativ fordel. De har nogle kompetencer, man skal lede længe efter at finde andre steder i sektoren, siger Jacob Pedersen til RB-Børsen.

I nogle analyser i kølvandet på olieudslippet konstateres det, at de store olieselskaber vil blive begunstiget fremover. Men Sydbank-analytikeren tror altså på, at det danskejede olieselskab kan klare sig på gørelsen i stedet for størrelsen.

- Hvis man kigger på Maersk Oil, så er de ikke blandt de absolut største. Men de har alligevel en vis størrelse, og de arbejder med en høj kompleksitet i forhold til, hvad mange andre gør, siger Jacob Pedersen.

Maersk Oil producerer 800.000 tønder olieækvivalenter om dagen. Selskabet er blandt verdens 25 største ikke-statsejede olie- og gasproducenter. For at det skal fastholdes eller udbygges, er netop katastrofeområdet ved den amerikanske sydkyst af stor betydning for Maersk Oil fremover, konstaterer Sydbank-analytikeren.

- Man kan næsten sige, at den Mexicanske Golf, hvor uheldet er sket, det er et af de steder, der skal være Maersks hjemmebane, når man kigger fremad. De har en del efterforskninger der i øjeblikket, siger Jacob Pedersen.

I 2010 har Maersk Oil købt 63 efterforskningslicenser i golfen samt 25 pct. af rettighederne til et felt. Det har kostet omkring 400 mio. dollar (ca. 2,3 mia. kr.). I første kvartal var selskabet A.P. Møller - Mærsk-gruppens guldkalv, idet olieforretningen leverede et nettooverskud på 2,4 mia. kr. ud af koncernens samlede overskud på 3,4 mia. kr.

Sådan venter Jacob Pedersen dog ikke, at det vil fortsætte året ud, idet det traditionelle flagskib, containerforretningen, vil komme stærkt tilbage.

Senioranalytikeren venter et overskud fra container-delen på 12 mia. kr. mod et overskud på 7 mia. kr. fra olie og gas.

RB-Børsen

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu