Detailvirksomheden Coop trodser krisen og præsenterer endnu et rekordregnskab. Det er især Fakta og SuperBrugsen, der driver omsætningen op.
12. marts 2009, 14:09 – opdateret 17. maj 2012, 18:01
Detailvirksomheden Coop, der tæller kæderne Irma, Fakta, SuperBrugsen og Kvickly, kommer overraskende stærkt ud af 2008.
Trods finanskrise og et generelt fald i forbruget viser årsregnsskabet således en omsætningsstigning på 2,3 milliarder kroner fra 39,7 milliarder kroner i 2007 til 42,0 milliarder kr. i 2008, hvilket er en fremgang 5,8 procent.
Resultat før skat stiger samtidig med 6,6 procent til 722 millioner kroner.
Dermed kan Coop glæde sig over umiddelbart at være kommet mere helskindet gennem det forgange år end ærkerivalerne fra Dansk Supermarked. Her faldt overskuddet med 23 procent til 1,5 milliarder kroner.
Lavere resultat i 2009
Coop kan dog også glæde sig over at det er lykkedes at vinde markedsandele, og konstitueret administrerende direktør Jesper Lien er da også ganske begejstret.
”Det er et tilfredsstillende resultat, der er realiseret i et år, hvor vi har investeret massivt i moderniseringer og i nye butikker og varehuse,” siger han.
Som ventet ligger den største omsætningsstigning i Fakta, der med sin placering i discountsegmentet tiltrækker forbrugerne i krisetider. Men også SuperBrugsen har klaret sig rigtig pænt i det forgange år.
Detailvirksomheden tilskriver selv årets fremgang de omfattende investeringer, man har foretaget i butiksnettet, og derfor vil Coop fortsætte sine investeringer i 2009.
For 2009 forventer Coop en afdæmpet udvikling i forbruget generelt, som vil smitte af på virksomheden i form af en beskeden udvikling i omsætningen samt et samlet set lavere resultat.


























































