Analysebureauet Erste Group Research frygter, at der kan komme et nyt olieprischok i 2012 eller 2013, fordi olielandene har droppet investeringer til et trecifret milliard-beløb.
15. marts 2010, 11:30
En oliepris, der brager i vejret. Det kan blive situationen om to til tre år.
Det fremgår af en artikel i Økonomisk Ugebrev. Ugebrevet henviser til en analyse af oliemarkedet, som Erste Group Research har lavet.
Erste Group skriver, at et nyt olieprischok kan komme, fordi olien i perioder sidste år blev handlet til under produktionsprisen. Det har gjort, at en række olielande har droppet planlagte investeringer for mere end 100 mia. dollars, og det kan skabe grobund for et fjerde oliechok i 2012 eller 2013.
Prisfald her og nu
Lige her og nu er der dog fred og ingen fare. Analysen lægger op til, at olieprisen holder sig på et nogen lunde stabilt niveau i første halvdel af i år med priser på 81 til 82 dollars pr. tønde råolie. I efteråret kan der komme et solidt fald, så prisen dykker ned omkring 60 dollars pr. tønde.
Argumentet for et prisfald på 25 til 30 procent er en overdreven optimistisk tro på en betydelig økonomisk vækst.
Analysebureauet tror blandt andet ikke på, at det økonomiske mirakel i Kina kommer til at holde.
Kan skabe pres
I Jyske Bank betragter man det ikke som usandsynligt, at der kan komme et nyt olieprischok om tre til fem år, men banken har ingen konkrete estimater på hvor stor en prisstigning det vil kunne medføre.
Prispres
”Hvis den økonomiske vækst i verdensøkonomien fortsætter kan vi godt komme i en situation, hvor efterspørgslen efter olie vokser hurtigere end udbuddet. Det kan skabe et stort pres på priserne,” siger råvareanalytiker i Jyske Bank Casper Andersen.
Han fremhæver, at det først og fremmest er OPEC-landene, som skal ud og lave nye investeringer i olien.
”I den sammenhæng er det vigtigt, at oliepriserne er på mindst 70 til 80 dollars. Det bliver dyrere og dyrere hente olie op af jorden, og olieproducenterne vil have en vis sikkerhed for at kunne få forrentet deres investering ordentligt,” siger Casper Andersen.
Tror ikke på det
Hos Danske Bank er man ikke enig i analysen fra analysen fra Erste Group Research. Danske Bank tror ikke på et priskollaps i år og hellere ikke på store prisstigninger i 2012.
"På lidt længere sigt tror vi, at vil OPEC få stigende betydning for markedet: faldende OECD produktion og stigende efterspørgsel fra ikke-OECD lande indebærer at OPEC skal øge udbuddet; dette ser dog også ud til at være muligt, ikke mindst som følge af Irak's planer om at udvide kapaciteten betydeligt. Vi forventer derfor ikke et egentligt olieprischok indenfor de kommende år."





























































