Novozymes går nu sammen med globalt ledende selskaber inden for landbrugsområdet og olierbehandling om at udvikle biobrændstoffer i Kina.
27. maj 2010, 10:05
Novozymes, COFCO, en førende producent og leverandør af forarbejdede landbrugsprodukter, samt Sinopec, verdens tredjestørste olieraffinaderi, er i dag nået til enighed i et såkaldt "Memorandum of Understanding" om de næste faser frem mod kommerciel produktion af cellulosebaseret brændstof i Kina.
Som led i aftalen skal COFCO og Sinopec opføre et demonstrationsanlæg til cellulosebaseret ethanolproduktion, hvortil Novozymes skal levere enzymer. Det nye anlæg vil stå klar i tredje kvartal 2011 og skal producere ca. 11,4 mio. liter bioethanol om året på basis af majsstængler og blade.
"I 2009 indledte vi vores partnerskab i Kina med henblik på at udvikle biobrændstof af affaldsprodukter fra landbruget. I dag er vi kommet et skridt nærmere en produktion i kommerciel målestok. Med benzinpriser på næsten 1 dollar pr. liter i Kina er virksomheder over hele landet meget opsat på at investere i alternative, miljøvenlige brændstofkilder," siger Michael Christiansen, direktør for Novozymes i Kina.
Største demonstrationsanlæg i Kina
Det nye anlæg bliver Kinas største demonstrationsanlæg til omdannelse af affaldsprodukter fra landbruget til biobrændstof. Kina råder over tilstrækkelige mængder biomasse, og alene spildprodukter fra landbruget udgør mere end 700 mio. tons årligt.
Læs også: Globalt gennembrud for danske enzymgiganter
Det forventes, at der i 2020 vil være over 200 mio. biler i Kina mod 130 mio. i dag, og det vil medføre en voldsom stigning i efterspørgslen efter brændstof. For at imødekomme denne efterspørgsel har den kinesiske regering sat et ambitiøst mål for udvikling af bioenergi, som sætter turbo på produktionen af cellulosebaseret biobrændstof.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten