Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nettet æder dine lokalbutikker

Mens butikkerne på internettet blomstrer, bløder forretningerne i den virkelige verden. Aldrig før har så mange danskere valgt at købe deres varer bag skærmen - langt væk fra boghandleren, elektronikforhandleren og supermarkedet.

Hvor dankortomsætningen i nethandlen steg med 15,7 procent fra 2008 til 2009, oplevede den samlede detailbranche en tilbagegang på 2,1 procent, skriver Dagbladenes Bureau.

 Det er ifølge professor og ph.d. Jan Damsgaard fra Copenhagen Business School et godt billede på de "fysiske" butikkers vanskeligheder.

- Der er allerede nu forretninger, der har måttet lukke, og der er ingen tvivl om, at den fysiske detailbranche generelt går tilbage på grund af den massive nethandel. Forbrugerne er ligeglade med, om varen kommer fra leverandør A eller B, de går efter det billigste. Og det får de på internettet. Så de fysiske forretningers profitmargen er under stadigt større pres, og den bevæger sig mod smertegrænsen, siger Jan Damsgaard.

Han nævner, at nogle butikker vælger at flytte over på internettet for at spare penge, andre vælger at kombinere deres fysiske forretning med en nethandel, men der vil også ske en koncentration, så nogle butikker, særligt de små, må lukke.

Sidste år gik omkring 500 detailbutikker konkurs herhjemme, hvilket er det højeste antal nogensinde og 35 procent højere end i 2008, der i forvejen blev betegnet som et barskt år. I Dansk Erhverv mener man først og fremmest, butikkernes lukning skyldes den økonomiske krise.

Man erkender dog, at den stigende handel på internettet giver et øget pres på de butikker, der ikke har en nethandel til at supplere deres fysiske forretning. I Foreningen for Distance- og Internethandel er kommunikationschef Henrik Theil enig:

- Vi ser et opbrud i de traditionelle handelsmønstre, og det er nu nået et punkt, hvor alle er nødt til at tage stilling til det. Hvis ikke man får øjnene op for nettet, så tror vi, mange vil opleve, at kunderne pludselig ikke er der mere. Du skal i hvert fald være ekstremt sikker på, at det kundegrundlag, du har, ikke render på nettet.

Hårdest ramt er elektronikforhandlere, musik- og dvd-butikker samt boghandlere. Men de øvrige detailgrupper er også nødt til at stramme op, hvis de vil overleve i den nye konkurrencesituation. Det mener ekspert i forbrugertrends og detailhandel Flemming Birch fra Retail Institute Scandinavia:

- De skal virkelig oppe sig og blive ved med at give folk gode grunde til at komme ned i butikken. Kan de ikke det, går folk på nettet. De gider ikke en masse dårlige serviceoplevelser, og de gider ikke en masse udsolgte varer, for på nettet er der aldrig udsolgt. Hvis forbrugeren kommer ned som "fysisk" kunde og bliver skuffet, så har butikkerne altså et stort problem.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu