Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Modehus må sælge billigt ud

Mode- og pelshuset Birger Christensen må kaste håndklædet i ringen og bryde med en gammel tradition om ikke at give rabat. Nu ruster virksomheden sig til en omsætnings-tilbagegang på 20 procent og sætter alt på tilbud.

20 procent rabat måneden ud. Med det tilbud bryder mode- og pelshuset Birger Christensen en gammel tradition. Virksomheden har ikke for vane at sælge de ofte eksklusive og dyre varer med rabat, men med finanskrise, konjunkturnedgang og tøvende forbrugere må alle midler tages i brug.

Derfor har Birger Christensen over de forgangne to måneder afskediget ti medarbejdere, skåret på omkostningerne og nu også sat alt på tilbud. Tiltagene skal dog ikke ses som vild panik, men som et forsøg på at tilpasse sig nye tider, understreger Jens Birger Christensen, administrerende direktør.

”Vi har været nødt til at lave en ny strategi, og groft sagt kan man sige, at hvor vi før havde en fem-års strategi, driver vi nu en timebaseret forretning. Alle ved det ikke er normal hverdag, og vi er nødt til at agere fra dag til dag.”

2007 bød på et historisk godt julesalg for Birger Christensen, der langede 24 procent flere varer over disken. Den rekord slår man selvsagt ikke i år, her regner man tværtimod med en omsætningstilbagegang på 25 til 30 procent.

Back to basics
På årsbasis er forventningerne også skruet voldsomt ned og ifølge direktør Jens Birger Christensen vil det være tilfredsstillende, hvis 2007-omsætningen på 115 millioner kroner, i år lander på 90 millioner kroner.

Livremmen er også blevet spændt ind på varesortimentet, hvor der i 2009 vil være lidt længere mellem de helt ekstravagante varer, erkender direktøren.

”Det er nok blevet lidt mere back to basics. Men der bliver stadig solgt mange accessories, og det tror jeg fortsætter, for det kan pynte på ethvert outfit. Vi har også stadig alle de store mærker, men vi er mere påpasselige, når vi køber ind, og prøver at tænke efter, hvilke kundegrupper, den enkelte varer vil tale til.”

Mode- og pelshuset skruer også forventningerne til 2009 en anelse ned og satser på en omsætning, der ligger 10 procent under dette års. Men derfor skal forbrugerne ikke regne med at rabatterne fortsætter, understreger Jens Birger Christensen.

”Vi har bestilt lidt færre varer, men vi håber selvfølgelig ikke, at verden fortsætter med at se ud, som den gør nu.”


Læs også:

Her er 14 butikker du ikke vil handle hos

Den er helt gal med salget

Krise giver billige luksusvarer

 




Markedet lige nu