København står for mere end hver tredje butikslukning i landet. Salget i indre by er ellers steget 40 pct. de sidste ti år, viser ny rapport.
23. oktober 2008, 05:00
Butikkerne i København fik en ekstra stor bid af forbrugsfesten, og nu får de så til gengæld også en stor bid af den nedtur, der har ramt detailhandlen.
København står for mere end hver tredje af landets butikslukninger med 819 færre butikker ud af 2.209 butiks-lukninger, viser nye tal for årets første ti måneder fra Danmarks Handelsstandsforeninger.
»Festen var størst i København – til gengæld rammer opbremsningen så også hårdere der,« siger formand Bent Aarrebo Pedersen fra Danmarks Handelsstandsforeninger.
Og festen har netop været lidt vildere i København, viser nye tal. Butikkernes salg er steget ca. 40 pct. siden 1998, viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra Københavns Kommune. Det skal sammenlignes med en generel vækst i detailhandlen på 35 pct. Begge tal er renset for stigende priser. Det sidste årtis vækst i indre by har især været drevet af salget af udvalgsvarer – dvs. alt der ikke kan spises. Udvalgsvarer er steget 45 pct. mod ca. 13 pct. vækst i dagligvarer. Udvalgsvarerne rammes netop ekstra hårdt af afmatningen.
God niche
»I København er der mange specialister, der har fundet en niche, de har levet godt af i en periode, og den niche er lukket nu. Det er der, væksten og udbuddet har været størst, og det er også der, hvor tilbagegangen vejer tungest,« siger konsulent Kasper Baldvinsson fra Retail Institute Scandinavia.
Rapporten viser også, at antallet af butikker i indre by er steget 16 pct. fra 1.250 til 1.450 i perioden. Det skyldes især flere nye udenlandske butikker.
I opgangstider er forbrugeren villig til at køre længere for et større udvalg, og det skaber en opblomstring til byerne. Men når økonomien strammer og oliepriserne samtidig er høje, vil forbrugeren ikke længere køre så langt, vurderer eksperterne.
»Mange vil undgå den ekstra køretur både for at spare på benzinudgifterne og for at undgå at blive fristet til merindkøb,« siger Bent Aarrebo Pedersen.


























































