De lave oliepriser gjorde ondt på Mærsk Olie og Gas i 2009. Produktionen lå på niveau med 2008, men overskuddet blev næsten halveret.
4. marts 2010, 08:35 – opdateret 4. marts 2010, 09:01
Faldet i oliepriserne tog en stor luns af overskuddet i Mærsk Olie og Gas i 2009, og samlet set kom forretningsområdet ud af året med et skuffende resultat. Opgjort efter skat er overskuddet i divisionen faldet til 6,2 milliarder kroner, mens analytikere adspurgt af RB-Børsen havde ventet et overskud på 6,7 milliarder kroner. Til sammenligning gav Mærsk Olie og Gas et næsten dobbelt så stort overskud i 2008.
"Mens produktionsandelen var på niveau med 2008 betød de gennemsnitlige
lavere oliepriser i 2009, at resultatet for olie- og gasaktiviteterne
var noget under 2008," forklarer koncernen i årsrapporten.
Øger investeringerne
De forholdsvis lave tal skræmmer dog ikke ledelsen, da den agter at investere endnu mere i Olie og Gas i indeværende år, selv om investeringsniveauet allerede ligger på et højt niveau.
"For olie- og gasaktiviteterne ventes i 2010 fortsat højt aktivitetsniveau med øgede investeringer i efterforskning. Gruppens andel af produktionen ventes for de næste fire kvartaler at være noget under 2009, men gennemsnitligt lidt over niveauet i fjerde kvartal 2009," skriver Mærsk om indeværende år.
De nye investeringer vil blandt andet være i efterforskning af de oliefund, som Mærsk gjorde sidste år. De ligger i Angola, den Mexicanske Golf og i den engelske del af Nordsøen. Selskabet har dog også efterforskningsaktiviteter i andre lande, hvor Brasilien, Norge og Oman er værd at fremhæve. Egentlig produktion sker i øjeblikket kun fra felter i Danmark, Qatar, Storbritannien, Algeriet og Kasakhstan.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten