Drømmen om at få fat i de arktiske rigdomme får nu Maersk Oil til at indlede boringer i jagten på olie i havet ud for Grønland.
27. september 2011, 07:00 – opdateret 27. september 2011, 07:04
Verdens svindende olieressourcer har fået olieindustrien til at indlede jagten på enorme oliereserver i Arktis. Og nu går Maersk Oil i et konsortium med verdens største olieselskab, Shell, i spidsen for alvor ind i efterforskningen af olie ved Grønland.
Med Shell som operatør planlægger konsortiet, der i alt består af syv selskaber, herunder også Statoil og Gaz de France, i 2011 at gå i gang med det indledende arbejde med efterforskningsboringer. Det sker med specielle boreskibe, inden selskaberne i grupper eller hver for sig beslutter, om de vil begynde prøveboringer på en række licenser i Baffin Bugten ud for Nordvestgrønland.
»Vi har endnu ikke taget stilling til, hvornår vi vil gå i gang med prøveboringer. Det afhænger af resultaterne af vores seismiske undersøgelser og analyser. Prøveboringerne kommer tidligst til at begynde inden for de næste tre år. Men Maersk Oil går kun i gang med en eventuel produktion, hvis vi kan håndtere de sikkerheds- og miljømæssige risici. Vi har iværksat et stort analysearbejde til at undersøge disse risici, hvor vi blandt andet sammen med DMI undersøger, hvordan isbjerge bevæger sig i forhold til strøm, vind og vejr. Når vi har styr på de sikkerheds- og miljømæssige risici, er det også nødvendigt, at vi finder et stort olie- eller gasfund for at kunne lave en kommerciel udvikling,« siger efterforskningschef med ansvar for Grønland Esbern Hoch.
De amerikanske geologiske undersøgelser, USGS, har estimeret, at havet ud for Vestgrønland kan gemme olie og gas for, hvad der svarer til 17 milliarder tønder olie.
I første omgang vil multinationale Shell bore prøver af havbunden op for at analysere dem. Næste års aktiviteter i konsortiet med de syv deltagende selskaber med Shell som operatør, der kommer til at foregå vest for byen Upernavik i den nordlige del af det store havområde, vil koste flere hundrede millioner dollar. Flere af selskaberne har allerede fået lavet en række seismiske undersøgelser i havområdet, og disse undersøgelser fortsætter næste år. En prøveboring koster mindst 500-600 millioner kr. Maersk Oil fik sidste år af Grønlands Selvstyre tildelt en licens i Baffin Bugten.
DONG Energy, der har fået tildelt to licenser i Baffin Bugten, har endnu ikke taget stilling til, hvornår selskabet indleder prøveboringer, oplyser pressekoordinator, Ulrik Frøhlke.
KPMG til Grønland
Britiske Cairn Energy har investeret fem milliarder kr. i fem prøveboringer ud for Vestgrønland i 2010-11. Sidste år fandt selskabet spor af olie, men det er ikke nok til en kommerciel udvinding.
Mange underleverandører til oliebranchen håber også på gevinst. For eksempel har revisionsfirmaet KPMG netop åbnet kontor i Nuuk for at servicere olieindustrien blandt andet med rådgivning om grønlandske skatteforhold.
»Det gør vi, fordi olieindustrien opruster i Grønland. Vores mål er at ansætte 10 til 15 medarbejdere i løbet af de næste tre år og få 30 procent af markedet,« siger kontorets leder, Carina Korsgaard.
Havområdet mellem Grønland og Canada er præget af et klima med til tider ekstremt hårdt vejr og mange isbjerge. På grund af is, kulde og vinter vil kun være mulighed for boreaktiviteter i nogle få måneder om året, hovedsagelig i sommermånederne juni, august og september.
Shell ekspanderer også i Alaska
Shell rykker ikke kun ind i Grønland, men er også klar til at ekspandere med offshoreaktiviteter i Alaska. Og i det subarktiske område Sakhalin i den allerøstligste del af Rusland har Shell i samarbejde med en russisk partner i de seneste ti år udvundet store mængder gas.
Shell venter i øjeblikket på, at de amerikanske miljømyndigheder inden længe giver de endelige tilladelser til at bore efter olie og gas ud for kysten af Alaska, hvor selskabet har erhvervet et stort antal efterforskningslicenser.
Selskabet har længe haft drøftelser med USAs regering om ophævelse af forbuddet mod efterforskningsboringer i kølvandet på BP-katastrofen på et boreanlæg i Den Mexicanske Golf sidste år.
Shell har investeret mere end 20 milliarder kroner på blandt andet ansøgninger til myndighederne og forundersøgelse.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten