Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsk frygter ikke olietørke

Det er uden rysten på hånden, at A.P. Møller - Mærsk investerer store beløb i sin olieforretning, mens verden kommer stadig tættere på det tidspunkt, hvor olieproduktionen topper og derefter kun vil gå ned ad bakke - også kaldet "peak oil".

For det forhindrer ikke olieindustrien i at være en vækstindustri. Det siger A.P. Møller - Mærsks topchef Nils Smedegaard Andersen onsdag i et oplæg på Den Danske Finansanalytikerforenings nytårsmiddag.

- Efterspørgslen efter energi vil vokse globalt set som følge af vækst i udviklingslandene, siger Nils Smedegaard Andersen.

Samtidig påpeger han, at det lavere udbud vil betyde stigende priser. Og der vil også komme større efterspørgsel på olieudstyr som borerigge og specialskibe i takt med, at olieefterforskningen søger ud på stadig dybere vand. A.P. Møller - Mærsk har en klart kommunikeret strategi om, at selskabets investeringer fremover vil have særligt fokus på Mærsk Olie & Gas samt havneoperatørselskabet APM Terminals.

Senest har det betydet opkøb af olieaktiviteter ud for Brasiliens kyst, hvor der ventes betydelige yderligere investeringer de kommende år for at gøre nogle af felterne produktionsdygtige.

Koncernen som helhed har investeret omkring 200 mia. kr. i løbet af de seneste fem år.

RB-Børsen

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu