Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lego-succes giver en ekstra månedsløn

Finanskrisen har ikke ramt Lego. Tværtimod. Rekordresultat for andet år i træk betyder, at hovedparten af de ansatte får en ekstra bonus.

Legos flotte regnskab betyder, at hovedparten af de 8600 ansatte spredt over hele verden med udgangen af marts får udbetalt en særlig bonus på 10 procent af, hvad de tjente i 2009.

Med udsigt til mindst den ekstra månedsløn blev der budt på kaffe og lagkage i mange Lego-afdelinger i Billund, efter at koncernchef Jørgen Vig Knudstorp torsdag præsenterede endnu et flot regnskab.

Lego trodser nemlig for andet år i træk finanskrisen med et rekordregnskab. På et pressemøde forklarede Lego-chefen, at forbruget af legetøj nærmest ikke er ramt af finanskrisen, og det lever Lego godt af.

Jørgen Vig Knudstorp forklarer succesen med, at Lego producerer en vare, ingen andre laver.

- Og så har vi skabt en supereffektiv organisation båret af flid og dygtighed. Til sidst kan man ikke undervurdere, at der er en særlig Lego-ånd i virksomheden, siger Lego-chefen.

Lego har evnet at forøge sin andel af verdensmarkedet for legetøj fra 3,6 procent til 4,8 procent. Bag de tal ligger, at overskuddet før skat steg med 56 procent til 2,9 milliarder kroner i 2009, mens omsætningen steg med 22,4 procent til 11,6 milliarder kroner i 2009.

Det flotte regnskab betyder også, at Legos ejer, Kirk Kristiansen-familien, får udbetalt en dividende på én milliard kroner, mens bestyrelsen foreslår, at dividenden til ejerfamilien skal stige til 1,5 milliarder kroner i 2010.

Bortset fra Japan har Lego haft vækst på alle markeder, hvor USA tegner sig for en fremgang på hele 31 procent.

- Vi kan glæde os over en stærk, global vækst, som er drevet af de klassiske produktlinjer, og samtidig har vores lancering af brætspil fået en virkelig god start, siger Jørgen Vig Knudstorp.
Brætspil i forskellige udgaver og baseret på de klassiske lego-moduler har foreløbig kun været solgt i Tyskland, men lanceres i løbet af 2010 også i Danmark.

Der er i dag 500 flere ansatte i Billund end for et år siden, cirka 1100 i produktionen og 2000 funktionærer i blandt andet udviklingsafdeling og administration. På verdensplan har Lego 8600 ansatte.

Fællestillidsmand Berit Flint Pedersen glæder sig over Legos seneste resultat, men hun forventer ikke umiddelbart flere ansatte i produktionen i Billund.

Lego mener, at produktionen i støberiet i Billund har fundet det leje, det skal have, hvorfor den regulære vækst i produktionen vil ske i udlandet de kommende år.

Jørgen Vig Knudstorp forventer også i 2010 tocifrede vækstrater, idet han bygger på meget fine salgstal for januar og februar.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu