Lego sætter alt på et bræt

Legetøjsfirmaet vil have del i det lukrative marked for salg af brætspil. Til sommer introduceres omkring ti spil i Danmark. Spillene sælges allerede med stor succes i flere lande. Brætspil skal være et vigtigt fremtidigt forretningsben for legetøjskoncernen.

Lego vil spille med om den helt store gevinst, når legetøjsfirmaet nu går ind på milliardmarkedet for brætspil.

Til sommer sendes op mod ti Lego-brætspil ud i de danske forretninger. I udlandet, bl.a. Storbritannien og Tyskland, har man allerede i flere måneder kunne købe spillene, som tegner til at blive en stor succes.

»Vor ambition er, at Lego Games skal sælge og tjene penge som et af de andre store Lego-produkter, f.eks. på niveau med Bionicles eller Lego Technics. Det er en ambitiøs plan men realistisk. Markedet for brætspil er måske fire gange så stort som for konstruktionslegetøj, så vi skal blot have en mindre del af markedet for at nå vort mål,« siger Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør i Lego.

Legos brætspil skal på en og samme tid være typiske Lego-produkter, og så alligevel være noget helt nyt. Derfor bruges de klassiske Lego-klodser som en integreret del i spillet, som på den måde kan laves om igen og igen - og dermed bevare sin friskhed for spillerne.

»Når vi udvikler nye produkter, sker det altid med udgangspunkt i et fast begreb: »Oplagt Lego, men aldrig set før«. Det er ikke svært at lave et produkt, som måske sælger for 7-800 mio. kr. og så er væk igen. Men det vil vi ikke. Vi vil udvikle et produkt, der holder, og som får et meget langt liv,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

Nyt og gammelt samtidigt

Bag udviklingen står den engelske Lego-spildesigner, Cephas Howard. Han blev hyret af Lego i 2006 og har siden brugt al sin tid på at udvikle et særegent Lego-koncept, der kan sparke døren ind til markedet for brætspil.

Siden han flyttede til Danmark fra London, har han og et lille team arbejdet på at knække koden og få skabt et koncept, som er både nyt og gammelt Lego.

I løbet af de tre år arbejdet er pågået, har gruppen således været forbi ledelsen med omkring 70 projekter, som alle er blevet skrottet. Først efter omfattende test af de nye spil, både hos børn og voksne, turde Lego-ledelsen sig ja og gå i gang med produktionen.

»Det er ambitionen, at Lego Games bliver en af fremtidens vækstmotorer i koncernen. Det er en satsning, som blev sat i gang under krisen og det er vores ambition, at vi skal være en integreret del af Lego fremover. Det interessante for Lego er, at brætspil typisk betales fra en anden pengepung, end når forældre køber Lego som gaver til børn. Brætspil er ikke bare gaver, men noget man køber for at være sammen i familien, og derfor er markedet meget større end for konstruktionslegetøj,« siger Cephas Howard.

I milliardklassen

Ambitionen for Lego Games, som omfatter de nye brætspil, er tårnhøje. Internt er håbet, at man kan lave et produkt, som på sigt kan matche milliardsælgerne Bionicle og Technics.

I første omgang sker det med lanceringen af ti spil, som er rettet mod børn på seks til ti år. Men senere skal der være Lego-spil til alle aldre.

»Lige nu fokuserer vi på spil til børn mellem seks og ti år, men det er naturligt, at vi vil se på andre aldersgrupper senere,« siger Cephas Howard, der er kreativ leder på Lego Games.

Det indebærer, at der løbende vil komme nye spil til serien, dels for at holde interessen oppe, men også for hele tiden at fange nye målgrupper.

Spil i forandring

»I løbet af de kommende år, vil vi skabe et meget bredt spilkoncept, så der bliver masser af muligheder for børn og deres forældre for at spille. Vi blander spil og den kendte Lego-klods, og det er netop styrken i vort koncept. Man skal kunne forandre og udvikle sit spil, og der er brugen af klodserne helt fantastisk,« siger Cephas Howard.

De nye spil har været på tegnebrættet siden 2005; et projekt, der blev sat igang, mens Lego stod i en livstruende krise. Satsningen er et udtryk for, at Lego er tvunget til at finde nye kunder, selvom selskabet igen har fået stor succes med de klassiske klodser.

Lego afleverer regnskab om en måned. Forventningen er, at koncernen kommer ud af året med et overskud, der overgår sidste års plus på 1,4 mia. kr. Ingen hos Lego vil dog kommentere det kommende regnskab.

 



Markedet lige nu