Lego-koncernen opnåede i første halvår af 2009 en stigning i salget på 23 procent. Indtjeningen på halvårsbasis nærmer sig nu 1 mia. kr. (Opdateret 12.01)
17. august 2009, 11:31 – opdateret 18. maj 2012, 13:41
Jørgen Vig Knudstorp og kollegerne hos Lego i Billund sender et næsten naturstridigt stærkt regnskab på gaden, hvor både salg og indtjening er i stærk fremgang.
Resultatet før skat for årets første seks måneder blev 927 millioner kroner mod 564 millioner året før, det svarer til en forbedring på imponerende 64 pct.
Dermed fortsætter Lego den fremgang, der blev indledt med direktørskiftet tilbage i vinteren 2004. Dengang kom den helt unge Jørgen Vig Knudstorp ind som afløser for Poul Plougmann, der blev fyret efter flere års slingrekurs. Dengang var tabene så store hos Lego, at der var en reel fare for, at virksomheden ville gå ned.
Men Knudstorp fik i tæt samarbejde med daværende finansdirektør Jesper Ovesen skåret den omkostningstunge virksomhed til og i dag er Lego igen et fyrtårn i dansk erhvervsliv.
På direktionsgangen i legetøjsgiganten er der også grund til at hæve armene over tallene på bundlinjen, der viser et overskud før skat på 927 millioner mod 564 millioner kroner året før.
"Resultatet for første halvår er meget tilfredsstillende. Det er meget positivt at se den fortsatte stærke udvikling for vores klassiske produktlinjer," udtaler adm. direktør Jørgen Vig Knudstorp.
Selv om det især er klassiske produktlinjer som Lego City og Lego Star Wars, der er de bedst sælgende, er der fremgang på stort set alle produktlinjer. Og det er på stort set alle markeder, at Billund-virksomheden sælger mere legetøj, men det er især de nordamerikanske samt øst- og centraleuropæiske markeder, som viser store stigninger i forhold til første halvår 2008.
De senere års positive salgsudvikling og forventninger om fortsatte salgsstigninger har fået Lego til at foretage en række investeringer. Blandt andet er der installeret nye støbemaskiner i Danmark, Ungarn og Mexico.
ritzau


























































