Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lagkagehuset udvider i København

Danmarks to mest besøgte bagere, Lagkagehuset og Skallebæk Bageren, går nu sammen om at skabe en landsdækkende kæde af bagerier. Flere åbninger er på vej.

Der er friskbagt brød på vej til Østerbro-borgerne. Lagkagehuset på Christianshavn og Skallebæk Bageren i Haderslev indgår ægteskab og slår nu bolledejen op under det fælles navn Lagkagehuset. Det betyder flere forretninger i hovedstaden.

”Det er naturligt for os, at udbrede vores gode brød flere steder i landet. Vores branche lider ikke så hårdt under krisen, som andre og danskerne skal jo have et eller andet godt når de sidder foran tv’et,” siger Ole Kristoffersen, bager og indehaver af Lagkagehuset.

Sammen med Skallebæk Bagerens ejer, Steen Skallebæk, åbner Lagkagehuset på Østerbro den 27. oktober. To uger efter vil der dufte af friskbagt brød fra et nyt bageri ved Kultorvet, og til januar åbner endnu et på Frederiksberg. Flere butikker er på tegnebrættet, men Ole Kristoffersen vil ikke sætte tal på, hvor stor udvidelsen bliver.

”Vi skal udbygge langsomt, men sikkert. Og det gør vi nu. Tiden vil vise, hvor mange bagerier, der bliver plads til. Vi skal ikke vokse hurtigere, end vi har kontrol over det,” siger han.

Pengene til udvidelsen er fundet igennem den skandinaviske kapitalfond FSN.

Ud over enkelte nye brød, vil produkterne ligne dem, der bliver langet over disken i de eksisterende Lagkagehuset-forretninger. Som Ole Kristoffersen siger:

”Hvorfor lave om på noget, som fungerer rigtig godt?”

Og danskerne har da også taget godt imod konceptet bag både Lagkagehuset og Skallebæk Bageren - nemlig at bage brød hele dagen og rykke stenovnene ind i butikken, så kunderne kan se, hvad der foregår samtidig med, at de får en kop kaffe. Til sammen har de to bagere dagligt omkring 2.000 kunder.

Ifølge tal fra Copenhagen Consulting Company omsatte det danske bagermarked i 2007 for 7,4 milliarder kroner. Heraf var 3,6 milliarder på brød, kager og wienerbrød. Supermarkederne stod for 50 procent af salget mens bagerne stod for 41procent og kiosker for de sidste 9 procent af salget. De danske bagerforretninger har haft en omsætningsfremgang på 1,3 procent pr. år siden 2002. På trods af fremgangen lukkede, der hvert år 3,2 procent af bagerne.

 




Markedet lige nu