Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kopier stor bet for danske virksomheder

Hver fjerde danske virksomhed med internationale aktiviteter er blevet udsat for ulovlig kopiering af deres produkter. Det er dyrt for virksomhederne og farligt for forbrugerne, fremhæver Dansk Erhverv

Nye kopivarer og forfalskninger vælter ind over de danske grænser i et hidtil uset tempo, og det er en alvorlig bet for de danske virksomheder. Hver fjerde virksomhed med internationale aktiviteter har oplevet problemer med kopiprodukter og varemærkeforfalskninger.

Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv. Den ligger i forlængelse af nye tal fra Skat, som blev omtalt i onsdagens udgave af Berlingske Tidende.

Ifølge Skat er antallet af sager med varemærkeforfalskninger og piratkopierede varer blevet fordoblet fra 2007 til 2008. I undersøgelsen fra Dansk Erhverv svarer 22 procent af virksomhederne, at de har problemer med kopiprodukter. 71 procent svarer, at de ikke har problemer, mens syv procent siger ved ikke.

»Svindel med intellektuelle rettigheder som varemærkeforfalskning og piratkopiering udgør et stigende problem for danske virksomheder. Ikke mindst for de virksomheder, som arbejder på det globale marked med køb og salg eller outscourcing af produktion,« siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Mette Feifer.

»Danmarks skal leve af viden og innovation, og derfor bliver det stadig vigtigere, at virksomhederne kan håndtere og beskytte deres intellektuelle rettigheder i form af patenter, varemærker og designs,« siger Mette Feifer.

Kan koste menneskeliv
I undersøgelsen fra Dansk Erhverv kan man se, at virksomhederne mener, at vanskelighederne med kopiprodukterne især skyldes mangelfuld lovgivning og for lidt rådgivning.

Hver tredje virksomhed siger, at for dårlig lovgivning i det pågældende land, er årsagen til problemer med ophavsrettigheder. Lige over hver femte virksomheder fremhæver, at der er mangel på rådgivning i det pågældende land.

Dansk Erhverv understreger, det ikke kun er virksomheder, der taber på de mange kopiprodukter. Det risikerer også at gå ud over forbrugerne.

»Der er desværre stadig stigende antal eksempler på, at forfalskede produkter udgør en sikkerhedsrisiko og i værste fald koster menneskeliv,« siger Mette Feifer.

»Det gælder særligt inden for områder som medicin og fødevarer, hvor forfalskede produkter kan være sundhedsskadelige eller direkte livsfarlige. Også forfalskninger af elektrisk udstyr og reservedele kan udgøre en sikkerhedsrisiko,« siger Mette Feifer.

Hos Skat påpeger specialkonsulent Lars Kryger ligeledes, at man i stigende grad ser illegal medicin og elektroniske produkter, der kan koste liv og førlighed.

 




Markedet lige nu