Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

København vil være grøn verdensmester

Danmarks hovedstad skal være verdens clean tech-by nummer et, og verdens førende grønne selskaber skal være hjemmehørende i København. Sådan lyder ambitionerne fra overborgmester Frank Jensen, der har et enigt rådhus bag sig.

Med et anlægsbudget på 11 milliarder kroner i baghånden vil Københavns Kommune nu skabe et grønt erhvervseventyr i hovedstaden, der skal gøre byen til verdens grønne hovedstad i den nærmeste fremtid.

Borgmesteren erkender, at konkurrence om de grønne arbejdspladser er hård. Ikke kun globalt men også regionalt, hvor en række europæiske hovedstader for tiden barsler med grønne planer.

Kommunens rekordstore anlægsbudget, der er på 11 milliader kroner over de næste tre et halvt år, målrettes nu grønne investeringer. Det beskriver overborgmester Frank Jensen (S) som en unik mulighed for at sikre København en grøn førerposition.

»Der er allerede i borger-repræsentationen meget bred opbakning til, at København skal være CO2-neutral i 2025. Den målsætning ønsker vi nu at kombinere med de næste års meget omfattende anlægsprojekter for på den måde at skabe international opmærksomhed om København som en verdensmester i grøn vækst. Det tror vi på kan skabe arbejdspladser og tiltrække virksomheder og dermed blive en »green valley«, der står for bæredygtig og grøn vækst,« siger Frank Jensen.

Allerede grønt image

Overborgmesteren understreger, at København allerede i dag er i superligaen, når det kommer til et grønt image. En placering, han mener, er uberørt af COP15-resultatet, der skuffede.

»Når jeg taler med mine borgmesterkollegaer rundt om i verden, så er der ingen, der bebrejder København, at topmødet endte som det endte. Til gengæld er der meget stor nysgerrighed og interesse blandt andet for, hvordan København har formået at skabe en forsyningsgrad for fjernvarmen på 97 procent. Og der er enorm interesse for, hvordan vi vil nå målet om at være CO2-neutrale. Den interesse skal vi kapitalisere, så vi formår at omdanne den megen goodwill til arbejdspladser og vækst,« siger Frank Jensen.

Adgang til laboratorium

»Vores strategiske forspring ligger i, at vi har udsigt til et rekordstort anlægsbudget i kommunen de næste år. Her vil man se, at der bliver krav om energirigtigt byggeri, brug af vedvarende energi og støtte til udvikling af nye grønne løsninger. Og kommunen vil gå forrest med energirenovering af egen bygningsmasse. Det vil skabe et unikt marked for grønne løsninger i København, der både vil gøre det attraktivt for virksomhederne at være her, når vi taler salg. Men som også vil gøre, at virksomheder, der slår sig ned i København, har adgang til verdens største laboratorium og udstillingsvindue lige uden for deres dør,« siger Frank Jensen.

Han oplyser, at København desuden er i nær dialog med de omkringliggende kommuner og med kommunerne i Sydsverige for at få dem med på satsningen.

»Desuden er vi klar til at investere målrettet i match-making mellem universiteter, virksomheder og kommunen. Lad København blive stedet, hvor man udvikler, tester og afprøver ny grøn teknologi. Det er vores klare mål, og vi er i stand til at sætte ganske betragtelige beløb bag ambitionerne,« siger Frank Jensen.

Københavns nye grønne strategi bliver skudt i gang til september, hvor kommunen 29. og 30. september er vært for Nordeuropas førende clean tech event World Climate Solutions, der bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

 




Markedet lige nu