Del : SMS
Berlingske Business

Kasi-Jespers Pandora-gevinst væk

Jesper Kasi Nielsen
Jesper »Kasi« Nielsen Foto:

Næsten halvdelen af de 385 mio. kr., som Jesper Nielsen og hans familie fik for deres Pandora-selskaber, er brugt på afbetaling af gammel gæld, og en stor del er slugt af underskudsgivende datterselskaber

Artiklen fortsætter under annoncen

Jesper »Kasi« Nielsen må sætte sin lid til sin lodseddel til en fremtidig Pandora-gevinst, som kommer til trækning i 2015. Det kontante udbytte, som han fik, da han solgte sine smykke-selskaber i 2010 til Pandora, er stort set forsvundet i hans underskudsgivende selskaber. Det viser en gennemgang af familie Nielsens holdingselskab Dojajean, som Berlingske har foretaget med bistand fra en uafhængig revisor.

De seneste regnskaber dækker halvandet år fra starten af 2010 til midten af 2011. I løbet af den periode har Jesper Nielsens selskaber haft indtægter for trecifrede millionbeløb i form af kontanter og en earn-out-aftale med Pandora. Han er kendt som storsponsor i Brøndby IF - rigmanden, der blev velhavende Pandora-smykker i Tyskland, men nu er hans store pengetank ved at være løbet tør.

Pengene fra salget af smykkeaktiviteterne faldt på et tørt sted, da Jesper Nielsen solgte til Pandora i 2010. Kasi ApS var på det tidspunkt i en vanskelig situation med negativ egenkapital og stor kortfristet gæld. Næsten halvdelen af de 385 mio. kr., som Jesper Nielsen og hans familie modtog i kontanter, er derfor gået til nedbringelse af den gæld på op mod 300 mio. kr., som Kasi ApS. havde oparbejdet.

Det aktiv, som Jesper Nielsen selv har været mest optaget af, er earn-out aftalen med Pandora, som han selv på et tidspunkt hævdede var over en milliard kr. værd. Pandora værdisatte aftalen til 518 mio. kr. ved børsnoteringen af selskabet i 2010, men siden er værdien blevet nedjusteret to gange, og Pandora bogfører i dag forpligtelsen til bare 51 mio. kr. Statsautoriseret revisor Alfred Grinderslev, som har gennemgået Jesper Nielsens seneste regnskaber, betegner aftalen som en lodseddel. Den bliver først udtrukket i 2015, og alt efter hvordan Pandora klarer sig, så kan værdien af earn-out’en enten stige eller falde yderligere. Derfor er værdien af den trukket ud i gennemgangen af regnskaberne.

Familie-holdingselskabet Dojajean Holding samler alle Jesper Nielsens aktiviteter, herunder Kasi ApS. som oprindelig ejede hans smykke-selskaber og håndboldklubberne AG Håndbold og tyske Rhein-Neckar Löwen. Blandt fem datterselskaber er Kasi ApS det eneste med positiv indtjening og egenkapital. Dojajeans revisorer fra BDO peger da også i en bemærkning til regnskabet på »de indbyggede usikkerheder om selskabets evne til at finansiere koncernens forpligtelser i det kommende år«.

Ud af Dojajeans bogførte aktiver på 514 mio. kr. udgøres de 252 mio. kr. af værdien af earn-out lodsedlen, der spiller på den fremtidige økonomiske udvikling i Pandora. Herudover har selskabet gæld til sine datterselskaber på 98 mio. kr., og Dojajean har hensat 94 mio. kr. til gæld i datterselskabet Kasi ApS GmbH. Hvis alt dette trækkes fra de bogførte aktiver, er der nettoaktiver for 30 mio. kr. tilbage i selskabet. I dette regnestykket er der set bort fra en samlet post på 41 mio. kr. på tilgodehavender hos ledelse og associerede selskaber samt periodeafgrænsningsposter, hvis værdi Alfred Grinderslev sætter spørgsmålstegn ved. Selskaberne har ydet ulovlige aktionærlån til ejerne på i alt 32 mio. kr.

Oveni alt dette er Jesper Nielsens koncern plaget af usikkerheder, der ikke kan sættes kroner og ører på. Det største datterselskab, Kasi ApS har givet en ubegrænset støtterklæring til Kasi GmbH. Regnskabet oplyser ikke, hvor mange penge, der skal bruges på det formål.

Værdierne risikerer at blive yderligere eroderet på grund af Kasi ApS’s skattesag, som opstod, da selskabet i 2010 overførte sine aktiviteter til et nyt selskab, Pandora Jewelry Central Western Europe. Ifølge Dojajeans revisor kan sagen medføre en væsentlig skattebetaling, som ikke er indregnet i regnskabet. Jesper Nielsen har tidligere overfor Berlingske oplyst, at striden vedrører en skatteregning på under 10 mio. kr.

Hertil kommer, at Kasi ApS risikerer at hænge på sin sponsoraftale med fodboldklubben Brøndby IF helt frem til juni 2013, hvis ikke det lykkes Brøndby IF at finde en ny sponsor. Dette kan i værste fald koste Kasi ApS 41 mio. kr.

Dojajean-koncernens seneste regnskaber er afsluttet i juni 2011. Siden er der trukket på selskabets likvider for at sikre driften af koncernens øvrige aktiviteter. Ekempelvis har AG Håndbold realiseret et væsentligt driftsunderskud i tredje kvartal af 2011, og Kasi ApS har lånt selskabet ti mio. kr. i perioden.

»Der er ikke meget at gøre godt med i Jesper Nielsens selskaber. Han har likviditetsvanskeligheder, men han er ikke konkurstruet, da han hverken har nogen truende bankgæld eller andre kreditorer, der umiddelbart kan vælte ham,« konkluderer Alfred Grinderslev.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere