Kinesiske Sinovel bider europæiske vindmølleproducenter, bl.a. Vestas, i haserne i kampen om at levere gigantiske havmøller med en kapacitet på 6 megawatt. Næste trin bliver møller på 10 megawatt.
14. februar 2011, 16:01
Over hele verden foregår der et rasende kapløb mellem vindmølleproducenterne om at kunne levere gigantiske maskiner med størst mulige produktion af el. Det er først og fremmest møller, der er beregnet til at stille i store parker op i barske, våde og salte omgivelser.
Kinas producenter bider nu den europæiske og amerikanske vindindustri i haserne. Kinas største vindmølleproducent, Sinovel, der blev etableret for blot seks år siden, siger, at selskabet til juni klar er klar med sin første mølle på seks megawatt til det hastigt voksende kinesiske vindmarked.
Det vil bringe Sinovel på højde med danske Vestas, tyske Enercon og Repower med produktion af verdens mest kraftfulde møller. En talsmand Sinovel siger den kinesiske avis Peoples Dailys netudgave, at den nye mølle vil give vækst til Kinas vindindustri, specielt på havmølleprojekter.
For få måneder siden annoncerede kinesiske Goldwind, at selskabet i 2012 er klar med en prototype på seks MW. Vestas har meldt ud, at selskabet i slutningen af marts offentliggør detaljer om sin første udgave af en havmølle på seks MW. Siemens gang med at udvikle en seks MW gearløs vindmølle, og den forventes testet som prototype senere i år.
Vestas-top: På ret kurs trods hårdt år
Vindindustrien bliver til stadighed vildere og større i kapløbet om at udvikle de største generatorer. En række europæiske, amerikanske og kinesiske producenter er i fuld gang med udvikling af en mølletype på 10 MW.
I USA arbejder firmaet Clipper på at opstille en prototype på 10 megawatt næste år. Spanierne er mest ambitiøse. Her står Gamesa i spidsen for en gruppe, der arbejder på udvikling af en havmølle på 15 megawatt, der skal være klar i 2020.





























































