Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Japansk bagerkæde åbner i Danmark

En af Japans største bagerkæder åbner sin første forretning i Danmark i maj. Dermed kommer kæden, der har indtaget Japan med sin tro kopi af dansk wienerbrød, nu til det land, hvor stifteren fik ideen til sit imperium.

Fra slutningen af maj kan danske forbrugere smage dansk-inspireret japansk bagværk, når den japanske kæde med navnet Andersen Bakery åbner sin første forretning i Danmark.

Bageriet får til huse på Østerbrogade 103 i København, hvor de japanske ejere netop er ved at sætte lokaler i stand.

»Det er en drøm, der går i opfyldelse for os. Det føles næsten som at komme hjem,« siger Masako Yoshiba, medejer og bestyrelsesformand i Andersen Bakery, der har 75 bagerier, ni brødfabrikker og hundredevis af cafeer i Japan.

Bagerkæden, der i dag er en del af et af Japans største brødselskaber med en omsætning på 3,5 mia. kr., blev stiftet af Shunsuke Takaki i 1950erne og er vokset sig stor på at være den første og eneste japanske bagerkæde, der satser på dansk bagværk – lige fra wienerbrød og smørrebrød til salg af dansk ost og syltetøj af mærket »Hygge.«

Konceptet bliver fuldstændig det samme i Danmark, lover bestyrelsesformanden.

»I begyndelsen overvejede vi, om vi skulle have en lokal partner, når vi kom til Danmark. Men nu har vi besluttet at gøre det alene, så vi kan holde vores profil helt klar,« siger Masako Yoshiba, der er datter af grundlæggeren.

Måske flere forretninger
Ifølge hende er det endnu ikke afgjort, om Østerbroforretningen får følgeskab af flere japanske bagerier andre steder i København og det øvrige Danmark.

»Nu vil vi lige se, hvordan forbrugerne modtager vores varer. Men hvis det bliver en succes, vil vi nok få flere forretninger,« siger hun.

Det bliver dog næppe tilsvarende bagerier med egen produktion, da det er svært at skaffe bagere i Danmark. Det vil i stedet blive ved at etablere en brødfabrik i Danmark, der kan levere frossen dej til kædens forretninger, som så kan bage brødet og kagerne færdige på stedet.

Bagerforretningen på Østerbro vil få en japansk butikschef og en japansk bagermester, mens det øvrige personale skal være dansk.

Hos Bager- og Konditormestre i Danmark glæder man sig over det japanske indslag i den danske bagerbranche.

»Vi ser dem ikke som konkurrenter, og de har da også meldt sig ind hos os. Man kan sige, at jo flere bagere, der vil lave kvalitetshåndværk, jo bedre for branchen. Det er faktorer som oplevelse, kvalitet og håndværk, der skal adskille danske bagerforretninger fra de mange andre steder, man kan købe brød, og det kan japanerne bidrage til,« siger Anders Grabow, kommunikationschef i foreningen.

 




Markedet lige nu