Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Intensiv oliejagt i Grønland

Skotske Cairn Energy har muligvis fundet et bassin 900 m under havet, hvor det er værd at udvinde olie. Både Maersk Oil og DONG Energy ruster sig til prøveboringer

Jagten på olie er intensiveret i det kæmpestore og miljøfølsomme Arktis. Den foregår med både helikoptere, fly og skibe i Grønland, Norge, Canada, Alaska og Rusland, og set på verdensplan vil olieefterforskningen ifølge det internationale konsulenthus Wood Mackenzie Consultants nå op mod 70 mia. dollar eller omtrent 380 mia. kr. Det er det højeste aktivitetsniveau siden 2007.

Mens Det Internationale Energiagentur, IEA, forudser, at oliepriserne i den nærmeste fremtid når op på 150 dollar pr. tønde råolie, flokkes olieselskaberne om jomfruelige områder i Grønland og Alaska. Årsagen er, at både danske, amerikanske og canadiske geologer er overbeviste om, at der i de enorme arktiske havområder ligger store mængder olie, og olieselskaberne er ved at være desperate for at finde nye reserver.

Olien kan gøre Grønland til et nyt Bonanza, som det sorte guld i dag er det for Brasilien. Bl.a. 1.000 km nord for Grønlands hovedstad, Nuuk, satser Maersk Oil, DONG Energy og flere multinationale selskaber på gevinst.

»Jeg har en stærk tro på, at vi vil finde olie. Ved Grønlands vestkyst er der en meget stor sokkel med en række muligheder. Der pibler olie op flere steder på land. Det er tegn på, at der bliver genereret olie i området,« siger direktør Jan Terje Edvardsen, der er efterforskningschef i DONG.

Havområder i Grønland minder meget om de områder, DONG arbejder i ved Norge og Shetlandsøerne. Geologisk ligner den grønlandske undergrund også havområder ved New Foundland og Labrador, hvor der allerede er en betydelig olieproduktion, for havis, isbjerge eller dybt vand er også karakteristisk for havet ud for Grønland. Det giver ekstra store udfordringer for både DONGs og Maersk Oils efterforskning, men også for opbygningen af fremtidige produktionsanlæg og mulighederne for at få olien og naturgassen transporteret i land.

»Vi starter forhåbentlig prøveboringer om tre til fem år,« siger Esbern Hoch, der er Maersks efterforskningschef med ansvar for Grønland.

Store forventninger

Der går dog mindst to år, før DONG går i gang med prøveboringer. De nationale amerikanske geologiske undersøgelser, USGS, vurderer, at der ud for Vestgrønland er olie og gas svarende til 17 mia. tønder olie. Geologerne siger også, at havet ud for Østgrønland kan gemme 31 mia. tønder olie, og DONG Energy, der har andel i to koncessioner ved Vestgrønland, håber ifølge Jan Terje Edvardsen at starte olieproduktion efter 2020. Selskabet er både med i en koncession med ConocoPhillips og Nunaoil i Baffin Bugten og i en koncession med Chevron, Exxon Mobil og Nunaoil i Disko Bugten.

I Baffin Bugten vil Maersk Oil i første omgang investere et tocifret millionbeløb i efterforskning. Det sker i håb om, at der er potentiale til at gå i gang med boringer i en koncession i et område på 12.000 km2.

Jeg har en stærk tro på, at vi vil finde olie.– Jan Terje Edvardsen, efterforskningschef, DONG

Mest aktiv i Grønland er skotske Cairn Energy, der i år og sidste år har boret otte efterforskningsbrønde. De seks var tomme. Selskabet har netop offentliggjort lovende resultater af en boring 200 km nord for Nuuk. I sandlag i 900 meters dybde er der fundet spor af olie. De kommende ugers boringer og nøjere analyser af indholdet af olie vil vise, om der er olie nok i bassinet til, at det er værd at gå efter.

Brug for tålmodighed

Grønlands regering har uddelt en snes efterforskningskoncessioner til forskellige selskaber, heraf halvdelen til Cairn, men at skotterne trods boringer for seks mia. kr. ikke har fået bingo, afskrækker ikke andre koncessionshavere som DONG, Maersk Oil, Exxon Mobil, Chevron, Shell og Statoil. I 1960erne blev der således boret en halv snes gange i den norske del af Nordsøen, før der blev fundet olie.

»Til gengæld er der indtil nu lavet omkring 80 prøveboringer i den norske del af Barentshavet. Foreløbig er der her startet produktion af naturgas op i ét felt, og ét gasfelt er under opbygning. Hitraten for kommercielle fund i forbindelse med efterforskningsboringer varierer vældig meget. Det er afhængig af, hvor det er, og hvor komplekse områderne er. I nogle områder kan det vare længe, før der bliver gjort olie- eller gasfund,« siger direktør Jan Terje Edvardsen fra DONG.

I Alaska har Shell f.eks. investeret omkring 19 mia. kr. i to offshore koncessioner, før prøveboringer er startet. 

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu