Regeringen er på vej til at give erhvervslivet stor indflydelse på landets klimapolitik.
15. februar 2010, 06:46 – opdateret 15. februar 2010, 06:50
Det skriver Politiken mandag.
Efter skolernes vinterferie mødes regeringens økonomiske tænketank, det såkaldte Vækstforum, for at tale om grøn vækst. På mødet skal tænketanken diskutere to konkrete perspektiver. Først hvordan Danmark kan blive et såkaldt fossilfrit samfund, dernæst hvordan danske virksomheder kan vinde den internationale konkurrence om fremtidens grønne produktion.
Seks topchefer fra industrien er inviteret til at komme med bud på strategier som regeringen kan bruge til at udvikle landets nye klimapolitik.
De seks topchefer er Anders Eldrup, DONG Energy, Steen Riisgaard, Novozymes, Carsten Bjerg, Grundfos, Peter Brun, Vestas, Jukka Pertola, Siemens Danmark og Birgitte Brinch Madsen, COWI.
I oplægget præsenterer regeringen ti dilemmaer som tænketanken skal tage stilling til. Et af de vigtigste dilemmaer bliver balancen mellem at gøre vores nuværende energiteknologi mere ren og at udvikle nye energikilder.
Vækstforum mødes torsdag 25. februar og fredag 26. februar.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten