IKEA lukker for nye investeringer i Rusland efter langtrukne konflikter med lokale myndigheder. Den svenske møbelgigant er blevet snydt for en milliard kroner i Rusland, siger virksomhedens grundlægger.
24. juni 2009, 18:12 – opdateret 18. maj 2012, 07:47
MOSKVA: I alt 11 blå-gule varehuse er skudt op i russiske byer under de seneste ni års væksteventyr i Rusland, og endnu fire er under opførelse. Men nu hiver svenske Ikea i bremsen på det lukrative russiske marked.
Den svenske møbelkæmpe beskylder lokale myndigheder for at blokere for åbningen af et færdigt varehus i millionbyen Samara og russiske energileverandører for at fuske med priserne.
»Så længe afgørende spørgsmål for IKEAs udvikling er uafklarede, må vi sætte vores investeringer i stå,« siger landedirektør Per Kaufmann.
Han nævner »uforudsigelighed i den administrative proces«, blandt årsagerne. Det igangværende byggeprojekt vil dog blive gennemført som planlagt.
Meldingen kommer, efter at Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, tidligere på ugen også langede ud efter forretningsklimaet i Rusland. Han anklagede russiske energiselskaber for have påført IKEA ekstraudgifter på 1,5 mia. svenske kroner (ca. en mia. danske kroner) på grund af kontraktbrud ved salg af gas og elektricitet.
»Der kommer retssager ud af det,« sagde Ingvar Kamprad til svensk P1.
To års forsinkelse
Den seneste konflikt med myndighederne har udspillet sig i millionbyen Samara i det sydlige Rusland, hvor den planlagte åbning af et nybygget varehus har trukket ud i snart to år.
Efter den seneste åbningsdato i maj blev aflyst, har IKEA måttet fyre 250 medarbejdere i byen. Myndighederne kræver ifølge IKEA endnu en komplet byggeteknisk gennemgang, herunder at varehuset skal kunne modstå ekstreme vindstyrker. Det vil tage fire-seks måneder, siger IKEA.
Byggeriet har foreløbig kostet dobbelt så meget som planlagt.
Kundernes sikkerhed
De lokale myndigheder fastholder på deres side, at det handler om kundernes sikkerhed.
»Det rækker at konstatere, at kravene til byggesikkerhed og brandsikkerhed endnu ikke er opfyldt,« siger Vladimir Nikitin, chef for Samaras byggetekniske forvaltning, til den lokale netavis Samru.ru.
Ifølge analytikere er Rusland på grund af de seneste års forbrugsboom blandt IKEAs mest lukrative markeder. Men det er samtidig et marked, hvor firmaet har haft gentagne sammenstød med lokale myndigheder i forbindelse med opførelsen af sine store varehuse med tilhørende shoppingcentre. IKEA har flere gange åbent beskyldt de russiske bureaukrater for korruption.
Åbningen af et af Østeuropas største indkøbscentre i Moskva i 2004 blev stærkt forsinket, ifølge svenskerne fordi IKEA nægtede at betale penge under bordet til myndighederne.
Rusland er fortsat på listen over verdens mest korrupte lande i klasse med blandt andre Syrien og Bangladesh på Transparency Internationals korruptionsindeks.Samtidig rettede en rapport fra Europarådets parlamentariske forsamling tirsdag skarp kritik mod forretningsklimaet i Rusland. Rapporten fremhæver blandt andet sagen mod investeringsfonden Hermitage Capital, der sidste år blev udsat for et spektakulært milliardbedrageri af organiserede kriminelle grupper med forbindelser i politiet.
Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, har blæst til kamp mod korruptionen, som han har kaldt »en alvorlig sygdom« i Rusland.
Mulig usikkerhed
Ifølge analytikere kan der dog også ligge andre årsager bag IKEAs beslutning om at skrue ned for investeringerne.
»Den primære motivation er usikkerheden om den økonomiske udvikling. Korruption, bureaukrati og papirnusseri har aldrig stoppet dem tidligere,« siger cheføkonom i banken Uralsib, Chris Weafer, til Moscow Times.
I år forventer Verdensbanken, at tidligere års høje vækst i Rusland afløses af en alvorlig recession med en minusvækst på 7,5 procent i år og 2,5 procents vækst næste år.
Ifølge Bloomberg var nedgangen i detailhandlen i maj på 5,5 procent i forhold til samme måned sidste år.Arbejdsløsheden faldt dog en smule i maj til 9,9 procent.


























































