Omsætnings- og resultatfald kan ikke tage modet fra IC Companys-chef Niels Mikkelsen. Tværtimod trækker han så småt i det optimistiske outfit.
12. maj 2010, 13:00
Det går som planlagt. Sådan lyder mantraet fra Niels Mikkelsen, administrerende direktør i IC Companys.
Modekoncernen, der i dag har offentliggjort regnskab for tredje kvartal, må ellers fremvise både omsætnings- og resultatfald på henholdsvis en og ni procent i det forgange kvartal, men det var egentlig ventet, lader Mikkelsen forstå.
”Det er et regnskab, der måske ikke er prangende, men fornuftigt og godt og som forventet,” siger han og fremhæver, at det da også er lykkedes at klemme en mindre opjustering ind i dagens regnskab.
Mod lysere tider
Her præciserer IC Companys forventningerne til helåret 2009/2010 fra før at lyde på en omsætning mellem 3,4 og 3,5 milliarder kroner til nu at lande mellem 3,45 milliarder kroner og 3,5 milliarder kroner. Resultatforventningen præciseres tilsvarende fra 220 – 270 millioner kroner til 240 – 270 millioner kroner.
Og Niels Mikkelsen, der ellers tidligere har meddelt at man tidligst forventer vækst i 2011, er oven i købet så småt begyndt at trække i det optimistiske outfit.
”Det er vores opfattelse, at vi så småt går mod lysere tider,” siger han og peger blandt andet på ordreoptaget til efterårskollektionen 2010, der ventes at lande på en stigning på to procent.
”De sidste par gange har ordreoptaget ligget omkring nul og nu ser vi en lillebitte vækst, så det giver anledning til optimisme,” siger Niels Mikkelsen.
Vækst i detailleddet
Det er især salget til engrosleddet, der har været hårdt presset det for IC Companys det forgange kvartal, og derudover har koncernen, der er til stede i en lang række lande, oplevet tab på valutakursudviklingen.
Til gengæld kan modekoncernen, der har været igennem en omfattende turnaround det seneste år, glæde sig over at salget ud af egne butikker går strygende.
Retailsalget steg således med 14 procent i tredje kvartal, primært trukket af nyåbninger. Og det er da blandt andet også den positive udvikling i detailleddet der giver Niels Mikkelsen anledning til atter at tro på fremtiden.
”Vi har hele tiden frygtet, hvad der ville ske i detaildelen, så det er glædeligt at det går så godt. Marginalerne er større i detaildelen, hele avancen er vores, og der er om man så må sige en stor indtjening på den sidste krone her, så det er vigtigt, det fungerer.”



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten