Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hver tredje køber julegaver online

Godt hver tredje dansker vil købe en eller flere julegaver på nettet i år. Det er blot en svag stigning i forhold til sidste år.

Når gaverne til moster, mormor og svigermekanikken skal i hus, sætter godt hver tredje dansker sig i år til tasterne og shopper online.

Det er en svag stigning i forhold til sidste år, hvor vi købte CD'er, tøj og dagligvarer på nettet for 40 mia. kroner. Og for 2011 ventes tallet at stige til 45 mia. kroner, vurderer FDIH, der er interesseorganisation for virksomheder, der driver forretning gennem nettet og digitale medier.

Ifølge kommunikationschef i FDIH Henrik Theil er der mange gengangere, fordi kunderne vender tilbage til netbutikkerne for at gentagne succesen.

"Netbutikkerne har en forventning om et stigende julesalg. Næsten 40 procent af vores medlemmer venter et julesalg, der var bedre end sidste år, og 11 procent af butikkerne venter en stigning på 25 procent eller mere på julehandlen på nettet," siger han til Business.dk.

Til sammenligning er den samlede detailhandels omsætning faldet 1,4 procent i årets første ti måneder i forhold til samme periode sidste år, og for oktober er salget faldet 3,6 procent i forhold til sidste år. Af tallene fra Danmarks Statistik ses det, at det især er tøjbranchen, der oplever et markant fald fra sidste oktober til dette års.

Massevis af nicher på nettet

Henrik Theil forventer, at det især vil være CD'er, bøger, legetøj og gavekort, at vi vil købe over nettet for at lægge under træet, men han peger på, at netbutikkernes mangfoldighed kan gøre det svært at udpege nogle trends præcist.

Og netop mangfoldigheden er både en styrke og en svaghed for netbutikkerne. For på nettet kan man dyrke nicher på en helt anden måde end på virkelighedens hovedgade. På den anden side stiller det store krav til, at netbutikkerne formår at gøre opmærksom på sig selv.

"I julehandlen skal man egentlig gøre det samme som resten af året. Man skal gøre opmærksom på sig selv i forhold til de kunder, der tidligere har handlet hos en, ligesom man skal markedsføre sig i forhold til julen og gøre opmærksom på ens eksistent med nyhedsbreve og gode tilbud," vurderer Henrik Theil.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu