Ni ud af ti danskere mener, at man som forbruger bør udvise ansvar for samfundet. Men kun halvdelen siger, at de vil betale mere for en vare, hvis producenten bag har udvist socialt ansvar.
26. maj 2008, 05:00
Mere end 90 procent af danskere mener, at man som forbruger i høj grad eller nogen grad skal opføre sig ansvarligt i forhold til samfundet.
Men når vi står med pengepungen i hånden, så vil mindre end halvdelen af os betale ekstra for det økologiske kød, den bæredygtige kaffe eller andre produkter, hvor producenten udviser social eller miljømæssig ansvarlighed.
Det viser to undersøgelser, som hhv. Dansk Erhverv og pensionsselskabet Skandia har fået lavet.
»Man skal ikke gå bagover, fordi halvfems procent siger, at de vil være ansvarlige, og halvdelen siger, at de gerne vil betale mere for ansvarlige produkter. For virkeligheden er, at når forbrugerne står og skal købe ind, så udgør bæredygtige varer højst ti-tyve procent af salget, alt efter varegruppe,« siger Sven Bislev, lektor, CBS’ Center for Corporate Values & Responsibility.
Afstanden mellem holdning og handling forklarer han med, at forbrugere er indrettet til, at når de skal vælge mellem det nemme og det gode, vælges et kompromis. Og det ender ofte med at være tættere på det nemme og billige end det gode.
Han understreger dog, at der sker en udvikling i retning af stigende interesse for bæredygtige varer.
»Situationen har aldrig været bedre end nu, og det vil ikke gå i sig selv igen. Men vi har også haft en højkonjunktur, hvor folk har haft overskud. Det spændende er, om en lavkonjunktur vil sænke tempoet i den voksende interesse for bæredygtige produkter,« siger Sven Bislev.
Forbrugerens rolle
Ifølge Forbrugerrådet glæder man sig over, at ni ud af ti gerne vil være ansvarlige. Men man er ikke overrasket over afstanden mellem holdning og handling.
"Forbrugerne har meget klare ønsker om, hvordan produktionen skal foregå, f.eks. at det skal være økologisk eller miljøvenligt. Men det er ikke ensbetydende med, at de vil betale mere for varen, for hvorfor skal de betale mere for, at en virksomhed opfører sig ordentligt. Det skulle den jo gøre alligevel," siger afdelingschef Thomas Roland.
Han mener desuden, at man kan udvise ansvarlighed på anden vis end ved at købe bæredygtige produkter, f.eks. ved at bruge en stofpose til indkøb frem for at købe en plastikpose.
Pres på producenter
Erhvervslivet afviser, at producenterne bare kan levere ansvarlige produkter, uden at det koster ekstra.
"Vi taler jo ikke om, at det drejer sig om ansvarlige versus ikke-ansvarlige produkter. Det drejer sig om, at en vare enten er lovlig, f.eks. skrabeæg, eller at den tilbyder noget ud over det, loven kræver, f.eks. æg fra fritgående høns. Og det koster flere penge at producere," siger konsulent i Dansk Erhverv, Mette Feifer.
Hun mener, at forbrugernes dobbelthed presser virksomhederne.
"Virksomheder er under stigende pres for at tage samfundsansvar, men hvis en producent eller butik sætter en ansvarlig vare på hylderne, som forbrugerne så ikke køber, så har man jo et problem. Heldigvis er der en udvikling i gang, hvor efterspørgslen stiger, så der udvikles og tilbydes flere bæredygtige varer, hvilket igen øger efterspørgslen. Den spiral vil forhåbentlig fortsætte, selv om stigende fødevarepriser kunne sætte udviklingen under pres," siger hun.





























































