Dagen før en dramatisk ekstraordinær generalforsamling i den stormomsuste vind-koncernen Greentech Energy System sætter to af de større aktionærer mandag aften navne på deres kandidater til bestyrelsen.
4. januar 2010, 17:09 – opdateret 4. januar 2010, 17:32
Greentech-aktionærerne Staxbo og SmallCap Danmark med flere er gået sammen om at indstille, at advokat Kaj Andreasen og direktør Torkil Bentzen genvælges, men at advokat Francesco Novelli, direktør Borris Tangaa Nielsen og chefanalytiker Michael West Hybholt nyvælges.
Denne indstilling levner ikke plads til Greentechs nuværende bestyrelsesformand og tidligere Vestas-koncernchef Svend Siggaard, Mogens Filtenborg, Morten Windfeldt Jensen og Steen Parsholt. Hele den nuværende bestyrelse blev valgt så sent som i maj sidste år.
"Det er vores opfattelse at de indstillede personer råder over de kompetencer, der er vigtige for at
styrke selskabets fremdrift og sammen med ledelsen kan medvirke til at synliggøre de værdier, der i
selskabet.
Det er alle personer der har et solidt kendskab til vindmølleindustrien og Greentech Energy Systems
A/S. Dette indebærer at den kommende bestyrelse hurtigt kan medvirke til at udvikle Greentech
Energy Systems og udnytte de muligheder, der er i vindenergi sektoren," skriver Staxbo og SmallCap Danmark i en pressemeddelelse.
Aktionær-oprør
Kort før jul kom det frem, at en gruppe af de store aktionærer i vindmølleselskabet havde planer om at skrotte
selskabets nuværende bestyrelse med den tidligere Vestas-formand Svend
Sigaard i spidsen.
Det var da forventet, at "oprørerne" i stedet ville indvælge den tidligere diplomat og SAS-chef, Michael
Mørch, som ny formand i Greenstech. Det bliver der altså ikke noget af alligevel.
Den nye kandidat Borris Tangaa Nielsen er direktør i Staxbo og en lang række ejendomsselskaber.
Michael West Hybholt var indtil november head of equity research i Nordea, og han har siden 1. november været en del af SmallCap Danmarks investeringsteam.
Francesco Novelli er fra advokatfirmaet Grimaldi e Associati og har
tidligere rådgivet Greentech om selskabets mange italienske
vindmølleprojekter og også ydet bistand til den italienske regering i
juridiske spørgsmål. Ifølge Business.dk’s oplysninger er han udset til at
skulle være manden, der for alvor kan hjælpe med at sætte skub i
selskabets syditalienske vindmølleparker.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten