Lige nu er Field’s i Ørestad skandinaviens største shoppingcenter. Men om to år åbner Mall of Scandinavia i en ny bydel i Stockholm.
1. oktober 2009, 05:00
Om kort tid går svenske entreprenører i gang med at bygge, hvad der bliver skandinaviens største shoppingcenter.
Mall of Scandinavia får plads til 250 butikker og bygges side om side med det kommende svenske National Stadion i en ny bydel i Stockholm.
I 2012 kan Solnas indbyggere derfor prale med at have både Sveriges nye National Stadion og Skandinaviens største shopping center.
I princippet er der tale om en ny bydel som for alvor har taget fart, efter
at Solna i 2005 blev kåret til 'Årets vækstkommune' og i 2008 til 'Sveriges mest handelsvenlige kommune'.
Det nye shoppingcenter vil indeholde op til 250 butikker. Til sammenligning har det nuværende, Field’s i Ørestad 140 butikker.
Shoppingcentret bliver i tre etager med plads til 4.000 parkerede biler under tag.
Den endelige lokalplan ventes vedtaget i løbet af de næste uger og herefter går byggeriet for alvor i gang.
Det totale budget for hele området er omkring 10 mia. svenske kroner, hvoraf selve Mall of Scandinavia tegner sig for de omkring 4 mia. Bag shoppingcentret står Unibail-Rodamco, der er Europas største virksomhed inden for commercial real estate med 100 shoppingcentre fordelt på 12 lande. I Danmark ejer virksomheden Fisketorvet ved København.
I tilknytning til skandinaviens største shoppingcenter bygges det nye Swedbank Arena, der bliver Nordens største og mest moderne multifunktionelle arena.
Byggeriet overholder de krav, som UEFA stiller til afvikling af Champions League og EM-finaler og det har allerede fået det svenske og norske fodboldforbund til at lægge billet ind på EM i 2016.
Centralt og i direkte tilknytning til både multiarena og Mall of Scandinavia bygges et Quality Hotel med 400 værelser med restaurant øverst i det 94 meter høje byggeri.
Den nye bydel ventes totalt at få flere end 10.000 arbejdspladser og 5.000 indbyggere, idet der bygges omkring 2000 lejligheder. I forbindelse med byggeriet udvides den nuværende Solna Station, hvorfra det vil tage ca. 10 minutter at gå til den nye bydel.



























































