Bestseller-stifteren Troels Holch Povlsen går ud af sit livsværk, men beholder halvdelen af en kinesisk forretning, der sælger for mindst 3,5 milliarder kroner.
9. oktober 2009, 08:03 – opdateret 9. oktober 2009, 12:31
Han grundlagde Danmarks største tøjkoncern. Nu tager sønnen over. Men farmand - Troels Holch Povlsen – holder fast i det kinesiske guldæg, en milliardforretning som ikke er med i generationsskiftet.
Omsætningen i Bestsellerens Asien-imperium har længe været en statshemmelighed. Navnet er Bestseller Fashion Group China og har slået sig sammen med de to andre danskere i Kina, Allan Warburg og Dan Friis.
Bestselleren sidder selv tung på 50 procent af aktierne og ifølge Jyllands-Posten er det meningen, at han vil bruge mere tid på den del af sin forretning i fremtiden.
I 2001 købte sønnen Anders Holch Povlsen sin far ud af hovedforretningen
Bestseller herhjemme og fader-Holch har siden da kun ejet 20 procent af selskabet – hvor stor en fortjeneste den handel endte med, vil hverken far eller søn ud med.
Hemmelig kilde
I regnskabet 2007/08 opgjorde sønnen Anders Holch Povlsen sin 80%-andel af Bestseller til 5,2 mia. kroner – et konservativt estimat.
En hemmelig kilde, der ved noget, siger til Jyllands-Posten:
”Hvis man kigger på Bestsellers indtjening og gælden og kontantbeholdningen i selskabet, ville en køber formentlig skulle give omkring 11-13 milliarder for hele selskabet.”

































