Dong Energys stærke resultat skyldes i vid udstrækning uforudsigelige vejrforhold, siger adm. direktør Anders Eldrup.
19. august 2010, 10:00
DONG Energy bør måske sende en varm tak til vejrguderne. I hvert fald har meteorologiske forhold en god del af ansvaret for, at DONG i dag kan præsentere et overskud for 1. halvår på 2.95 mia. kroner - dobbelt så meget som i samme periode året før. Det siger Anders Eldrup, adm. direktør i DONG Energy.
"Den kolde vinter i Nordeuropa kombineret med små nedbørsmængder i Norge og Sverige pressede priserne på el op, hvilket har gavnet vores forretning. Som bekendt handles el i norden på Nordpool-børsen, og bestemmes i høj grad af mængden af el fra vandkraft. Da der har været mangel på vand i Norge og Sverige, kombineret med en kold vinter, har det præget vores bundlinje."
Læs også: Eksplosiv gevinst på vindmøller for DONG
Men kan du forstå, hvis nogle kunder vil mene, at DONG tjener for meget på elregningen?
Ja, det kan jeg da for så vidt godt forstå. Men det har bare ikke noget med virkeligheden at gøre. DONGs energiudbud udgør kun ganske få procent af det samlede udbud på Nordpool - og derfor har vi stort set ingen indflydelse på prisfastsættelsen. Og vejret kan vi jo som bekendt ikke kontrollere.
Læs også: DONG fordobler overskud
Hvad vil I bruge det store overskud på?
I DONG har vi en række store projekter under konstruktion, som vil være med til at øge forretningens størrelse. Det er blandt andet vindmølleprojekter i England og ved Anholdt, lige som vi i 2010 åbner et gasfyret kraftværk i Wales og i 2011 et i Holland. Det er store investeringer, som vi da også har afsat netto 10 mia. kroner til i år og 10-15 mia. kroner til i 2011.


























































