Det statslige DONG vil med et snuptag hente 12 millioner kroner hos kunderne ved at sende en ekstra el-regning til 800.000 husstande. Regningen ændres fra at være betalt bagud for rent faktisk forbrug, til fremover at være betalt forud.
11. februar 2010, 15:50 – opdateret 11. februar 2010, 15:54
Hele 800.000 husstande i København, Nordsjælland og på Frederiksberg vil få en ekstra regning fra energiselskabet DONG, og den kan godt løbe op i et par tusinde kroner. Regningen kommer enten i år eller et af de kommende år.
Årsagen er, at DONG indfører et nyt betalingssystem, hvor der fremover skal betales forud for strøm og ikke bagud som i dag. Omlægningen vil give statsejede DONG en ekstra årlig indtægt på 12 millioner kroner, når den er fuldt indfaset, men forbrugerne får ikke en klink til gengæld.
»90.000 af vore kunder har allerede fået brev om dette. Men alle vores 800.000 kunder vil frem til medio 2012 få ændret deres betalingsform til os,« siger pressemedarbejder hos DONG, Morten Kidal.
Betalingen bliver fremrykket cirka to måneder, sådan at betalingen for elforbruget finde sted omtrent midtvejs i forbrugsperioden.
»Der er således tale om delvis forudbetaling og delvis bagudbetaling,« siger Morten Kidal.
Ubegrundet forhøjelse
Økonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet kalder denne omlægning for en »urimelig og ubegrundet prisforhøjelse for kunderne.«
»Det betyder, at kunderne nu skal til at være bank for DONG. De skal til at låne selskabet penge, men får ikke noget igen. Det rigtige havde været, at sætte priserne ned med de mange millioner kroner, som DONG snupper årligt i renteindtægter,« siger Martin Salamon.
Han tilføjer, at Forbrugerrådet jævnligt modtager klager over elselskaber, der lukker for strømmen, hvis selskabet ikke mener, at en regning er betalt korrekt.
»Den mulighed bør DONG fjerne nu, hvor regningen skal betales forud. Det er en meget hård form for sanktion, som benyttes alt for meget,« siger økonomen.
Morten Kidal siger dog, at kunderne får glæde af den nye betalingsform, fordi DONG får »bedre muligheder for at investere i nye produkter og mere miljøvenlige energisystemer.«
I dag betales elregningen typisk tre måneder efter, at forbruget har fundet sted. Men DONG køber dagligt el på den nordiske energibørs.
»Denne betalingen til energibørsen sker dagligt, så med den ændrede acontobetaling kommer der større balance mellem vores udgifter og kundernes betaling,« siger Morten Kidal.
Han tilføjer, at omlægningen har en positiv effekt på selskabets likviditet med stigende indtægter til følge.
»Tages der afsæt i en placeringsrente på to procent, venter vi en ekstra renteindtægt på 12 millioner kroner i 2012, når disse omlægninger er helt indfaset,« siger Morten Kidal.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten