Det er i høj grad øgede elpriser og lukrative afregningspriser for vindmøllestrøm, der forgylder DONG's regnskab.
19. august 2010, 08:48 – opdateret 19. august 2010, 09:06
El-kunderne og skatteyderne i blandt andet Danmark og England har en stor del af æren for, at DONG i dag kan præsentere et halvårsregnskab, hvor resultatet er fordoblet i forhold til samme halvår året før.
I forretningsdelen Generation - der blandt andet står for elproduktion fra kraftværker og vindmøller - steg EBITDA - indtjening før afskrivninger, renter og skatter - med hele 1.845 mio. kroner til 2.313 mio kroner. Eller en fire-dobling. Af det resultat stammer de 800 mio. kroner fra vindmøllestrøm.
Læs også: DONG fordobler overskud
DONG oplyser selv, at den eksplosive stigning i Generations dels er drevet af højere elpriser, øget produktion fra både kraftværkerne og vedvarende energi (idriftsættelse af nye vindparker, red.) samt lavere brændselsomkostninger.
Elproduktionen i DONG steg med 13 procent til 10,4 TWh mod 9,2 TWh i 1. halvår 2009. Produktion fra vedvarende energi alene steg med 57 procent som følge af idriftsættelse af nye vindparker, herunder især Horns Rev 2 i Danmark og Gunfleet Sands i Storbritannien.


























































