Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ejer af Zara-tøjkæde afleverer overraskende godt resultat

Ejeren af verdens største tøjkæde, Zara, har afleveret et overraskende stærkt kvartalsregnskab, fordi butiksekspansion i Asien opvejer svaghed på hjemmemarkedet.

Spanske Inditex, der ejer tøjkæden Zara, tjente i tredje kvartal 456 mio. euro, eller 3,4 milliarder kr., hvilket var lidt mere end de 437 mio. euro Inditex tjente i tredje kvartal 2008, og bedre end de 432 mio. euro som analytikere på forhånd havde ventet.

Det er andet kvartal i træk Inditex overrasker positivt, og forklaringen er primært, at butiksåbninger i Japan og Kina opvejer effekten af et svagt salg på det spanske hjemmemarked, der dog stadig står for omkring en tredjedel af omsætningen.

Inditex har i årets første ni måneder åbnet 266 nye tøjbutikker, og driver dermed 4530 butikker. I marts overhalede kæden amerikanske Gap som verdens største tøjkæde målt på omsætning, efter forinden at have overhalet svenske Hennes & Mauritz. Planen er, at der i år skal åbnes mellem 370 og 450 nye butikker.

Zara, der blev grundlagt i 1975 nogenlunde samtidig med danske Bestseller, åbnede i 2000 en stor butik på Strøget i København. I tredje kvartal omsatte Inditex for 2,9 milliarder euro, eller 21,6 milliarder kr., hvilket var 3,8 pct. mere end i tredje kvartal sidste år, men en fremgang på 9 pct. justeret for valutaudsving.

 




Markedet lige nu