Danmarks største energiselskab, DONG Energy, med koncernchef Anders Eldrup i spidsen, fik en gevaldig øretæve i 2009. (Opdateret kl. 09:02)
11. marts 2010, 08:16
En børsnotering af statsejede DONG kan foreløbig de godt glemme i Folketinget og i Danmarks største energiselskab efter et katastrofalt 2009-regnskab.
DONGs overskud efter skat faldt sidste år med 77 procent til 1,1 milliarder kr. i forhold til 2008.
Regnskabs-resultatet blev hårdt ramt af den økonomiske krise, som medførte lavere efterspørgsel efter el og naturgas. Priserne på el var således en tredjedel lavere, mens priserne på naturgas blev halveret i forhold til året før.
En nærlæsning af regnskabet viser en perlerække dårlige nøgletal. Omsætningen i den store danske energikoncern faldt med hele 19 procent til knap 50 milliarder kr. Tilbagegangen skyldes især lavere lavere naturgas- og oliepriser.
Driftoverskuddet - EBITA - faldt ligeledes drastisk - med 4,8 milliarder kr. til 8,8 milliarder kr.
Driftindtjeningen på salg af el på kraftværkerne blev mere end halveret til 900 mio. kr., især på grund af tilbagegang i dækningsbidraget på kulkraftværkerne.
Faldende priser
"EBITDA var på niveau med forventningen ved årets begyndelse. Set i lyset af den vanskeligemarkedssituation vurderes det realiserede EBITDA at være tilfredsstillende. Endvidere lykkedes det at fastholde stærke pengestrømme fra driftsaktivitet," lyder DONG-ledelsen kommentar til faldet i indtjeningen.
DONG erkender også, at tilbagegangen i efterspørgslen efter el blev kraftigere end forventet, og de faldende kul- og elpriser pressede indtjeningen en ekstra tand.
Produktionen fra naturgasfeltet Ormen Lange fortsatte med at stige i 2009 og var årsag til, at naturgasproduktionen for første gang var større end olieproduktionen.
I 2009 var DONG som andre gasselskaber ramt af den lave efterspørgsel efter naturgas i Nordeuropa, fordi der generelt var lavere aktivitet i industrien. Hertil kom, at øget import af flydende naturgas fra Asien og Mellemøsten
førte tll et overudbud på det europæiske marked.
Og for at det ikke skulle være nok, så var efterspørgslen efter olie også negativt påvirket af svagere økonomisk aktivitet og historisk store olielagre.


























































