Politikernes opbakning til en børsnotering af DONG Energy svinder. Leverancen af energi til det danske marked er blevet en central politisk opgave, hvor klimaspørgsmålet dominerede sidste år.
15. april 2010, 06:36
Derfor svinder opbakningen også til at skille sig af med ejerandele i DONG Energy, i takt med at datoen for tømning af Danmarks olie og gasreserver nærmer sig, skriver dagbladet Børsen.
Allerede i 2012 bliver Danmark nettoimportør af energi efter årtier som selvforsynende. og det påvirker nu holdningen til et salg af DONG Energy.
»Der er helt generelt en stigende erkendelse og forståelse af, at central infrastruktur skal kontrolleres af staten,« siger de konservatives energiordfører, Jakob Axel Nielsen.
Han mener ikke, at salget af 60 pct. af Københavns Lufthavne samt 100 procents privatiseringen af TDC i halvfemserne var optimal.
»Man havde gjort noget andet i dag.«
I Dong Energy kalder bestyrelsesformand Fritz H. Schur det alene en politisk afgørelse, om DONG Energy skal børsnoteres, men han opfordrer politikerne til at tænke sig godt om.
»Efter min opfattelse skal man tænke på den fremtidige forsyningssikkerhed af energi, når man tænker på en børsnotering af DONG Energy,« siger Fritz H. Schur.
Og den opfordring har politikerne taget til sig. 22. april skal Folketinget førstebehandle et forslag fra Enhedslisten om helt at droppe en børsnotering af energigiganten.
»Min holdning er, at DONG Energy skal bruges til at varetage de energipolitiske ambitioner om at sikre forsyningssikkerhed. Og det er min klare opfattelse, at der er sket et skred - især på venstrefløjen. Det er også derfor, vi har fremsat forslaget om at droppe noteringen,« siger Per Clausen, Enhedslistens repræsentant i Energiudvalget.
Forslaget skal afvikle en bred politisk aftale fra 2004, der ligger bag et salg af DONG Energy, formentlig gennem en børsnotering. Blandt partierne bag 2004-aftalen er interessen for et helt eller delvist salg af DONG Energy stærkt faldende.
»Jeg har ikke spor travlt med at sælge DONG Energy. Vi står med en meget stor udfordring i, at Danmarks rolle som selvforsynende med energi løber ud om få år,« siger Ole Hækkerup (S) ifølge Børsen.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten