Selv om omsætningen skulle begynde at stige i de danske butikker, vil det ikke betyde flere job i detailbranchen, viser en undersøgelse. »Butikkerne er ekstremt forsigtige,« lyder forklaringen fra Dansk Detail, der afviser, at det går ud over serviceniveauet.
5. juli 2010, 05:00
Går du og drømmer om et job i detailbranchen, er der dårligt nyt. Uanset om omsætningen stiger, falder eller forbliver på samme niveau som hidtil i 2010, vil størstedelen af detailbranchen fastholde det nuværende antal medarbejdere.
Det viser en ny undersøgelse, som brancheforeningen Dansk Detail, der især organiserer modeforretninger, og Danmarks Skohandlerforening har gennemført.
I undersøgelsen blev butikkerne spurgt, om de ville ansætte eller afskedige nye medarbejdere i tilfælde af, at omsætningen stiger resten af året, henholdsvis forbliver på det hidtidige 2010-niveau.
83,3 procent af butikkerne svarede, at selv om omsætningen forbliver på det hidtidige niveau, vil de ikke afskedige medarbejdere, men de er heller ikke indstillet på at ansætte ny arbejdskraft - heller ikke selv om omsætningen skulle stige. Det svarer hele 65,2 procent et rungende nej til.
»Vores fortolkning er, at man nu har været igennem de afskedigelser, man var nødt til, og har fundet et niveau, der præcist passer til den omsætning, der er. Samtidig er det et udtryk for, at man er meget fokuseret på ikke at lægge yderligere omkostninger til driften, men er forsigtig og velovervejet,« siger Jens Birkeholm, der er direktør for Dansk Detail.
Sund fornuft
Han medgiver dog, at undersøgelsen også kan læses som et tegn på, at detailbranchen endnu tøver og ikke tør tro på, at der skulle være et opsving undervejs.
»Butikkerne er mere forsigtige i og med, at de har svært ved at spå om, hvad der sker. Men det er jo bare sund fornuft,« siger han med henvisning til, at 2010 indtil videre har været lidt af en blandet landhandel for den danske detailbranche.
Omsætningen i årets første fem måneder ligger på indeks 100 - og altså på samme niveau som i 2009, hvor krisen endnu rasede. Månederne imellem er omsætningen imidlertid svinget meget, fra pæn vækst til minus, og det bidrager til en nervøs stemning i branchen.
Hos Dansk Detail beholder man dog de positive briller på og tror, at året som helhed vil vise vækst for branchen.
Men selv hvis kunderne vender tilbage til butikken, skal de ikke regne med bedre service i form af flere ekspedienter.
Jens Birkeholm afviser dog, at der vil være tale om et lavere serviceniveau.
»Det tror jeg såmænd ikke. Det er ikke mit indtryk, at man i dag kører med underkapacitet, og derfor bør det være muligt at løbe lidt hurtigere, selv om omsætningen stiger.«



























































