Detailbranchen kritiserer miljøministerens dåseplan

En plan om at indføre pant på tyske øl- og sodavandsdåser mødes med skepsis. Dansk detailhandel vil ikke være skraldespand for udenlandske dåser.

De danske supermarkeder og købmandsforretninger vil ikke være skraldespand for danskernes indkøb af sodavand og øl på dåse i Tyskland.

Det er meldingen fra købmandsbranchen og Coop i kølvandet på miljøminister Troels Lunds Poulsens (V) ønsker om, at danskerne skal betales dåsepant i Tyskland.

Hidtil har det 400 millioner årlige køb af tyske drikkedåser været uden pant på grund af en særordning i det dansk-tyske grænseland. Men miljøminister Troels Lund Poulsen (V) forsøger nu sammen med de tyske myndigheder at strikke en ordning på plads. Den skal betyde, at der betales pant i Tyskland, og kunden får så senere pengene retur i Danmark.

"Hvorfor skal 7000 butikker i Danmark, der ikke har tjent penge på de mange dåsebajere og sodavand stå med administrationen af en pantordning," spørger udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd (DSK).

Sammen med Coop og Dansk Supermarked undrer købmændene sig over, at miljøministeren ikke har drøftet forslaget med bryggerier eller detailhandel inden han spiller ud overfor tyskerne.

Ritzau

 



Markedet lige nu