Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

"Det skader bølgekraftens renomme"

Slagsmålet mellem Danfoss-familien og opfinderen Per Resen Steenstrup er "dødærgeligt" og skader bølgekraftens ry, mener direktør Bent Christensen fra Wave Star Energy.

1 Kommentar

Konkursen i Danmarks førende bølgekraftfirma Wave Star Energy får nu uenigheden mellem selskabets stifter og Danfoss-familien til at bryde ud i lys lue.

Firmaets grundlægger og opfinderen af teknologien, Per Resen Steenstrup, beskylder nu Danfoss-familien for konkursrytteri efter beslutningen om at begære Wave Star Energy konkurs.

Med Jørgen Mads Clausen i spidsen blev Per Resen Steenstrup fyret sidste år i juni. Han blev erstattet af en af familiens håndgangne mænd, Bent Kristensen, der i dag afviser anklagerne om konkursrytteri som absurde.

"Det er en absurd beskyldning. Alt er foregået helt efter bogen. Vi har betalt vores regninger helt op til konkursen, så det her intet med konkursrytteri at gøre," pointerer Bent Krisensen.

"Vi har i dag flere omkostninger end vi har indtægter. Derfor var vi fuldstændig afhængige af, at vores aktionærer vil putte nogle nye penge i kassen. Det kunne man ikke blive enige om, og så er der ingen anden udvej end en konkursbegæring."

Skader bølgekraften

Bent Christensen mener, at slagsmålet skader Wave Star Energy og bølgekraften.

"Jeg tror bestemt, at det her skader mulighederne for os. Det skader bølgekraftens renomme, da vi er de største og bedste indenfor bølgekraft," siger Bent Christensen, der sammen med Danfoss-familien arbejder på en løsning, hvor man kan videreføre firmaet efter konkursen.

"Det er dødærgeligt og urimeligt, hvis det skal stoppe her. Vi er overbevist om, at det her kan blive det nye vindmølleeventyr. Vi ville hellere bruge energi på at udvikle selskabets potentiale. Men desværre er det bydende nødvendigt. Vi kommer ikke videre med denne her aktionærsammensætning," mener Bent Christensen.

Hældt 100 mio. i firmaet

Den konkrete uenighed mellem Per Resen Steenstrup og Danfoss-familien opstod i forbindelse med en kapitaludvidelse i august.

"Per Resen Steenstrup ønskede ikke at deltage i kapitaludvidelsen, og så må han lade sig udvande. Kapitalen bliver tilført til en kurs, der passer til virksomhedens værdi. I den forbindelse er der opstået uenighed om værdien og derfor har Resen Steenstrup anlagt en voldgiftssag," konstaterer Bent Christensen.

Per Resen Stenstrup mener på sin side, at virksomheden er et guldæg, hvilket værdien bør afspejle. På den anden side står Danfoss-familien, der mener, at virksomheden skal tilføres et "betragteligt" millionbeløb før det nogensinde er i nærheden af at tjene penge.

"Der ligger en stor opgave forude for, at få det her på markedet, og vi har brug for nye investorer. Vi får aldrig nye investorer med, hvis der er uenighed i ejerkredsen," siger Bent Christensen, der vurderer at Danfoss-familien gennem årene har hældt "mere end 100 mio. kr." i selskabet.

Konkursbegæringen, der er indgivet af en enig bestyrelse, behandles i skifteretten på mandag.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Intet nyt under solen

ikke første gang det sker!




Markedet lige nu